Toldlov § 80
§ 80. Skønnes en overtrædelse ikke at ville medføre højere straf end bøde, kan de statslige told- og skattemyndigheder tilkendegive den pågældende, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, hvis han erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde. Fristen kan efter begæring forlænges.
Stk. 2. Med hensyn til personer, der er forhyret med skibe i udenrigsfart, samt personer, der ikke er bosiddende her i landet, kan de statslige told- og skattemyndigheder træffe en foreløbig afgørelse om bøde og efterbetaling. Den, som afgørelsen vedrører, kan inden for en frist af 14 dage efter, at afgørelsen er meddelt ham, kræve den indbragt for domstolene. Afgørelsen skal indeholde oplysning om adgangen til domstolsprøvelse og om fristen herfor. Sagens indbringelse for retten foranlediges af de statslige told- og skattemyndigheder. Den pågældende kan ikke ved at kræve sagen indbragt for domstolene befri sig for forpligtelsen til at efterkomme de statslige told- og skattemyndigheders afgørelse, indtil rettens afgørelse måtte foreligge.
Stk. 3. Med hensyn til den i stk. 1 nævnte tilkendegivelse finder bestemmelsen om tiltalerejsning i retsplejelovens § 930, jf. § 926, tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter vedtagelse inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.
Stk. 5. Ransagning i sager om overtrædelse af bestemmelserne i denne lov kan ske i overensstemmelse med retsplejelovens regler om ransagning i sager, som efter loven kan medføre frihedsstraf.
Kilde: Retsinformation.dk