Toldlov § 28

§ 28. De statslige told- og skattemyndigheder er berettiget til at foretage eftersyn i lokaler, der benyttes af personer, som har ind- eller udført eller forestået ind- eller udførsel af varer, som skal toldbehandles i det danske toldområde, samt i lokaler hos virksomheder, der ansøger om toldgodtgørelse.

Stk. 2. De statslige told- og skattemyndigheder kan i det omfang, formålet gør det nødvendigt, foretage eftersyn af vare- og lagerbeholdninger hos de i stk. 1 og § 27, stk. 1, nævnte personer m.v. samt efterse deres forretningsbøger, øvrige regnskabsmateriale og korrespondance m.v.

Stk. 3. De i stk. 1 og § 27, stk. 1, nævnte personer og virksomheder og de hos dem beskæftigede personer skal yde de statslige told- og skattemyndigheder bistand ved foretagelsen af eftersyn.

Stk. 4. I øvrigt har de statslige told- og skattemyndigheder altid ret til at foretage eftersyn af varer, for hvilke told og de afgifter, der afregnes i forbindelse med indførslen, ikke er betalt.

Stk. 5. Det i stk. 2 nævnte materiale skal på begæring af de statslige told- og skattemyndigheder udleveres eller indsendes til disse.

Registrering, afregning og sikkerhedsstillelse

Kilde: Retsinformation.dk