← Toldlov

§ Toldlov · kapitel 6 af 8

Kapitel 6 – *Andre bestemmelser*

LOV nr 1116 af 22/12/1993

§ 61. Det påhviler de statslige told- og skattemyndigheder efter anmodning i fornødent omfang at yde bistand med oplysninger og attestation, når der i tredjelande kan opnås toldlempelse eller andre fordele for varer, der udføres fra det danske toldområde, såfremt varerne er ledsaget af et dokument vedrørende oprindelse, toldgodtgørelse m.v.

Stk. 2. Skatteministeren kan autorisere organisationer, der fremsætter anmodning herom, til at udstede de i stk. 1 nævnte dokumenter.

§ 62. I tilfælde, hvor en stat, der indrømmer toldpræference for varer, der er udført fra det danske toldområde til den pågældende stats område, ønsker iværksat en undersøgelse af rigtigheden af dokumenter vedrørende oprind-else, toldgodtgørelse og toldmæssig status for sådanne varer, samt i øvrigt i tilfælde, hvor der er fremkommet forhold, som giver rimelig grund til at iværksætte en sådan undersøgelse, kan de statslige told- og skattemyndigheder afkræve en næringsdrivende oplysninger om forhold, der er af betydning for undersøgelsen. Myndighederne kan ligeledes, i det omfang forholdene nødvendiggør det, efterse en næringsdrivendes forretningslokaler, regnskabsmateriale og korrespondance m.v. Dette gælder også virksomheder, der er beliggende i en frihavn i det danske toldområde.

§ 63. Skatteministeren kan autorisere her i landet hjemmehørende sammenslutninger til at udstede dokumenter (carneter), som over for myndigheder i andre stater garanterer for betaling af told og afgifter af varer, der i medfør af en af Danmark tiltrådt mellemfolkelig aftale udføres herfra til midlertidig anvendelse i eller til transitering af en sådan stat.

Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte regler om godkendelse af kautionister med henblik på anvendelsen af EF's regler om forsendelse.

§ 64. De i denne lov eller i medfør heraf fastsatte regler om toldkontrol og toldbehandling skal kunne bringes i anvendelse uden for det danske toldområde i det omfang, det fastsættes ved mellemfolkelig aftale. Skatteministeren bekendtgør omfanget af sådanne udvidelser.

§ 65. Inden for rammerne af denne lovs bestemmelser kan skatteministeren indgå overenskomster med fremmede stater om samarbejde til bekæmpelse af smugleri og andre illegale transaktioner og om gensidig bistand i toldsager. Skatteministeren kan fastætte regler med henblik på opfyldelse af indgåede overenskomster.

Stk. 2. Skatteministeren kan bestemme, at toldbevogtningspersonale fra en fremmed stat, med hvilken der træffes aftale om fælles bevogtning til bekæmpelse af ulovlig vareindførsel eller -udførsel, under udøvelsen af sin virksomhed på de i aftalen omfattede dele af dansk toldområde skal have samme beføjelser og nyde samme retsbeskyttelse, som tilkommer det personale fra de statslige told- og skattemyndigheder, der varetager de nævnte opgaver.

Stk. 3. I de tilfælde, hvor der i denne lov er fastsat særlige bestemmelser om kontrol og straf m.v. vedrørende højt beskattede varer, kan skatteministeren fastsætte, hvilke varer der skal anses som højt beskattede.

§ 66. Inden for rammerne af konventionen af 7. september 1967 mellem EF's medlemsstater om gensidig bistand mellem deres toldadministrationer kan de statslige told- og skattemyndigheder yde bistand til toldadministrationerne i de nævnte stater og i andre stater, der har tiltrådt konventionen.

Stk. 2. Toldtjenestemænd fra de i stk. 1 omhandlede stater, der i overensstemmelse med konventionen befinder sig på dansk territorium, nyder herunder samme retsbeskyttelse og er undergivet samme strafansvar, som gælder for ansatte ved de danske told- og skattemyndigheder.

Stk. 3. Skatteministeren kan fastsætte regler om de statslige told- og skattemyndigheders bistand efter stk. 1.

§ 67. Politiet yder de statslige told- og skattemyndigheder bistand efter regler, der fastsættes efter forhandling mellem skatteministeren og justitsministeren.

§ 68. Skatteministeren kan fastsætte de statslige told- og skattemyndigheders ekspeditionstid og kan fastsætte gebyrer for toldforretninger, der foretages uden for ekspeditionstiden.

§ 69. For godkendelsesbeviser udstedt af de statslige told- og skattemyndigheder til brug som dokumentation for, at et vejkøretøj eller en container opfylder de fastsatte krav i toldkonventionen om international godstransport på grundlag af TIR-carneter (TIR-konventionen) af 14. november 1975, betales et gebyr på

    1. 500 kr. for vejkøretøjer og
    1. 300 kr. for containere.

§ 70. Ved afgivelse af begæringer, angivelser, deklarationer, erklæringer m.v. skal benyttes blanketter, hvis rubricering og tekniske udformning bestemmes af de statslige told- og skattemyndigheder. Blanketterne anskaffes af publikum.

§ 71. Skatteministeren kan fastsætte bestemmelser om adgang til at klage over afgørelser efter denne lov.

Stk. 2. Ministeren kan bestemme, at afgørelser, der er truffet af Told- og Skattestyrelsen, ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

Stk. 3. Ministeren kan på eget initiativ tage en afgørelse, der er truffet af de statslige told- og skattemyndigheder, op til nærmere undersøgelse og afgørelse.

§ 72. Reglerne om eftergivelse og henstand i merværdiafgiftslovens § 39 d finder tilsvarende anvendelse på told-, afgifts- og rentebeløb, bidrag efter § 30, stk. 4, afgift efter § 34, stk. 1, gebyrer efter § 37, stk. 3, og § 69, ekspeditionsafgift efter § 81 og administrative bøder efter kapitel 7.

Stk. 2. Reglerne finder ligeledes anvendelse på beløb, som personer er pligtige at betale som erstatning for selskabers manglende betaling af toldbeløb m.v.