Lov om privat byfornyelse § 7
§ 7. Lejere i beboelsesejendomme, som ikke skriftligt har accepteret arbejdernes gennemførelse, og som samtidig ikke ønsker at blive boende i ejendommen efter arbejdernes gennemførelse, har krav på at få anvist en erstatningsbolig.
Stk. 2. Fremsætter lejeren senest 6 uger efter, at udlejers meddelelse om gennemførelse af arbejderne er kommet frem til lejeren, krav om at få tilbudt en erstatningsbolig, skal udlejeren inden arbejdernes iværksættelse tilbyde lejeren en passende erstatningsbolig. For at en erstatningsbolig skal kunne anses for passende, skal den mindst have samme størrelse, kvalitet, udstyr og beliggenhed som den hidtidige bolig og en beregnet nettoboligudgift, der ikke væsentligt overstiger den hidtidige betalte nettoboligudgift.
Stk. 3. Tilbudet om erstatningsbolig skal indeholde oplysning om lejerens adgang til at gøre indsigelse samt oplysning om fristen for at gøre indsigelse, jf. stk. 4. Indeholder tilbudet om erstatningsbolig ikke disse oplysninger, løber fristen på 6 uger først fra det tidspunkt, udlejers oplysning om lejerens adgang til at gøre indsigelse og oplysningen om fristen for at gøre indsigelse er kommet frem til lejeren.
Stk. 4. Såfremt lejeren ikke kan godkende den erstatningsbolig, som udlejeren tilbyder, skal lejeren gøre indsigelse herom til udlejer senest 6 uger efter, at tilbudet er fremsat over for lejeren. Vil udlejeren ikke godkende lejerens afvisning af den tilbudte erstatningsbolig, skal udlejeren indbringe sagen for huslejenævnet senest 6 uger efter, at lejers afvisning er kommet frem til udlejeren, såfremt udlejeren fastholder, at den tilbudte erstatningsbolig opfylder betingelserne for en passende erstatningsbolig, jf. stk. 2, 2. pkt. I kommuner, hvor reglerne i kapitel II-V i lov om midlertidig regulering af boligforholdene ikke finder anvendelse, skal indbringelse dog ske for boligretten. 1.-3. pkt. finder tilsvarende anvendelse, såfremt kommunalbestyrelsen, jf. § 8, har overtaget ejerens forpligtelse til at anvise en erstatningsbolig. Såfremt der ikke inden 12 måneder efter, at lejeren har fremsat krav herom, er anvist en passende erstatningsbolig, kan kravet om lejeforhøjelse efter denne lov ikke gennemføres i den bolig, hvori den lejer, som har fremsat kravet om erstatningsbolig, bor.
Kilde: Retsinformation.dk