Lov om privat byfornyelse § 6
§ 6. Lejeren af et beboelseslejemål kan senest 6 uger efter, at udlejers meddelelse om gennemførelse af arbejderne er kommet frem til lejeren, afvise gennemførelsen af arbejder, der alene vedrører det pågældende lejemål. Lejeren kan dog ikke modsætte sig gennemførelsen af arbejder, der er af almen betydning for boligens eller ejendommens forbedring.
Stk. 2. Vil udlejeren ikke godkende lejerens afvisning af gennemførelse af arbejder efter stk. 1, 1. pkt., skal udlejeren indbringe sagen for huslejenævnet senest 6 uger efter, at lejers afvisning er kommet frem til udlejeren, såfremt udlejeren fastholder kravet om gennemførelse af arbejderne. I kommuner, hvor bestemmelserne i kapitel II-V i lov om midlertidig regulering af boligforholdene ikke finder anvendelse, skal indbringelse dog ske for boligretten. Såfremt udlejer ikke gives medhold, kan lejeforhøjelse i henhold til denne lov for de af udlejeren gennemførte arbejder i den omhandlede bolig ikke gennemføres.
Kilde: Retsinformation.dk