§ Mælkeproduktloven · kapitel 4 af 7
Kapitel 4 – *Forhandling og krav til produkterne*
LOV nr 342 af 14/05/1992
§ 10. Landbrugsministeren kan af hensyn til hygiejne, sundhed, ernæring, kvalitet og kontrol fastsætte regler om mælk, mælkeprodukter, margarine m.v., herunder om sammensætning, varebetegnelser, mærkning, deklaration, emballering og transport.
Stk. 2. Som led i kontrollen kan der påbydes gennemført laboratorieundersøgelser m.m.
Stk. 3. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om anvendelse af kvalitetsmærker, herunder lurmærket og de dertil knyttede mærker, og om kvalitetskravene og kontrollen ved anvendelse af mærkerne.
§ 11. Landbrugsministeren kan af hensyn til menneskers og dyrs sundhed forbyde indførsel og udførsel af mælk, mælkeprodukter, margarine m.v. Landbrugsministeren kan fastsætte regler herom.
§ 12. De af denne lov omfattede levnedsmidler må ikke tilvirkes, udbydes til salg eller overdrages, hvis de ved anvendelse på sædvanlig måde må antages at kunne overføre eller fremkalde sygdom eller at kunne medføre forgiftning, eller hvis de på grund af sygelig forandring, fordærvethed, forurening, fejlagtig tilberedning eller af anden årsag må anses for at være uegnede til menneskeføde.
§ 13. De af denne lov omfattede levnedsmidler må ikke tilvirkes, udbydes til salg eller overdrages under omstændigheder, der er egnede til at vildlede køberen eller modtageren med hensyn til varens oprindelse, fremstillingstidspunkt, beskaffenhed, art, mængde, sammensætning, behandling, egenskaber og virkninger.