§ Lov om ferskvandsfiskeri · kapitel 4 af 18
Kapitel 4 – *Fangstredskaber m.v.*
LOV nr 330 af 14/05/1992
§ 11. Fiskeriministeren kan fastsætte regler om anvendelse af fangstredskaber, herunder regler om anvendelse af redskaber i lokale områder. Fiskeriministeren kan desuden fastsætte regler om udformning og placering af fangstredskaber, herunder regler om afstand imellem disse samt afstand til midtstrømslinjen.
Stk. 2 . Ministeren bestemmer, hvorvidt nye fangstredskaber og hjælpemidler, hvis konstruktion afviger væsentligt fra hidtil kendte redskabers, må benyttes.
Stk. 3 . Ministeren kan i særlige tilfælde fravige regler fastsat i medfør af stk. 1.
§ 12. Fiskeriministeren kan fastsætte regler om mærkning af redskaber.
§ 13. Faststående redskaber skal, i det omfang vejrforholdene tillader det, røgtes regelmæssigt og så ofte, at de fangede fisks levemuligheder ikke unødigt forringes.
§ 14. Vandløbsmyndigheden efter lov om vandløb afgør, hvor midtstrømslinjen går, ligesom myndigheden fastsætter grænsen mellem sø og å.
Stk. 2 . Fiskeriministeren eller en fiskeriberettiget i det pågældende vandområde kan anmode vandløbsmyndigheden om at træffe afgørelse efter stk. 1.
Stk. 3. Vandløbsmyndighedens afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.