Lov om æg og ægprodukter § 8
§ 8. Kvalitets- og vægtsortering, pakning og engrosforhandling af æg samt produktion, pakning og engrosforhandling af ægprodukter må kun foretages af virksomheder, der er autoriserede hertil af landbrugsministeren.
Stk. 2. Landbrugsministeren kan varetage administrationen af levnedsmiddellovens regler om autorisation af og kontrol med indretning og drift af virksomheder, som skal autoriseres efter loven, og som tilvirker eller engrosforhandler levnedsmidler, hvortil der kræves autorisation eller godkendelse efter levnedsmiddelloven. Landbrugsministeren kan fastsætte nærmere regler herom.
Stk. 3. Landbrugsministeren kan fastsætte vilkår for at meddele autorisation.
Stk. 4. Autorisation kan tilbagekaldes, hvis virksomheden ikke opfylder stillede vilkår eller forudsætningerne for autorisationen ændres væsentligt.
Stk. 5. Den, der ønsker at indføre eller udføre æg eller ægprodukter, skal anmelde virksomheden til registrering hos landbrugsministeren.
Kilde: Retsinformation.dk