§ Administrativ bistandsloven · kapitel 4 af 6
Kapitel IV – *Bestemmelser vedrørende alle former for bistand*
LOV nr 132 af 26/02/1992
Artikel 18
Oplysninger som skal tilvejebringes af den stat, der anmoder om bistand
1. En anmodning om bistand skal om fornødent angive:
- a) den myndighed eller det organ, som har iværksat den anmodning, som er fremsat af den kompetente myndighed;
- b) navn og adresse og nærmere enkeltheder, som bidrager til identifikationen af den person, vedrørende hvilken anmodningen er fremsat;
- c) i tilfælde af en anmodning om oplysninger, den form, hvorunder den stat, der anmoder om bistand, ønsker oplysningerne meddelt, for at dens ønsker kan imødekommes;
- d) i tilfælde af en anmodning om bistand med inddrivelse eller med foretagelse af sikringsakter, arten af skattekravet, komponenterne af skattekravet samt de aktiver, hvori skattekravet kan søges inddrevet;
- e) i tilfælde af en anmodning om forkyndelse af dokumenter, arten og indholdet af det dokument, som skal forkyndes;
- f) om den er i overensstemmelse med lovgivningen og forvaltningspraksis i den stat, der anmoder om bistand, og om den er motiveret, når hensyn tages til betingelserne i artikel 19.
2. Så snart som enhver anden oplysning af betydning for anmodningen om bistand kommer til kendskab for den stat, der anmoder om bistand, skal denne stat videresende oplysningen til den stat, som anmodes om bistand.
Artikel 19
Mulighed for at afslå en anmodning
Den stat, som anmodes om oplysninger, skal ikke være forpligtet til at imødekomme en anmodning, hvis den stat, der anmoder om bistand, ikke har benyttet alle midler, som
står til rådighed i dens eget område, medmindre brugen af sådanne midler ville give anledning til uforholdsmæssige vanskeligheder.
Artikel 20
Besvarelse af anmodningen om bistand
1. Hvis anmodningen om bistand imødekommes, skal den stat, som anmodes om bistand, så snart som muligt underrette den stat, der anmoder om bistand, om de skridt, som er taget, og om resultatet af bistanden.
2. Hvis anmodningen afslås, skal den stat, som anmodes om bistand, så snart som muligt underrette den stat, der anmoder om bistand, om den trufne afgørelse og om begrundelsen for afgørelsen.
3. Hvis det gælder en anmodning om oplysninger, og den stat, der anmoder om bistand, har specificeret den form, hvorunder den ønsker oplysningerne meddelt, og den stat, som anmodes om bistand, er i stand dertil, skal den stat, som anmodes om bistand, meddele oplysningerne i den ønskede form.
Artikel 21
Beskyttelse af personer og begrænsninger i forpligtelsen til at yde bistand
1. Intet i denne overenskomst berører de rettigheder og den beskyttelse, som er sikret personer i medfør af lovgivningen eller forvaltningspraksis i den stat, som anmodes om bistand.
2. Undtagen i tilfælde, hvor artikel 14 finder anvendelse, skal bestemmelserne i denne konvention ikke kunne fortolkes således, at der pålægges den stat, som anmodes om bistand, pligt til:
- a) at udføre handlinger, som strider mod denne stats egen lovgivning eller forvaltningspraksis eller mod lovgivning eller forvaltningspraksis i den stat, der anmoder om bistand;
- b) at udføre handlinger, som den anser for at være i strid mod almene interesser (ordre public) eller mod dens væsentlige interesser;
- c) at meddele oplysninger, som ikke kan opnås ifølge dens egen lovgivning eller forvaltningspraksis eller ifølge lovgivningen eller forvaltningspraksis i den stat, der anmoder om bistand;
- d) at meddele oplysninger, som ville røbe nogen erhvervsmæssig, forretningsmæssig, industriel, kommerciel eller faglig hemmelighed eller nogen fremstillingsmetode, eller oplysninger, hvis offentliggørelse ville stride mod almene interesser (ordre public) eller mod dens væsentlige interesser;
- e) at yde administrativ bistand, hvis og i det omfang den anser beskatningen i den stat, der anmoder om bistand, for at stride mod almindeligt accepterede beskatningsprincipper eller mod bestemmelserne i en overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning eller i en hvilken som helst anden overenskomst, som den stat, som anmodes om bistand, har indgået med den stat, der anmoder om bistand;
- f) at yde bistand, hvor anvendelsen af denne konvention ville føre til diskrimination mellem en statsborger i den stat, som anmodes om bistand, og statsborgere i den stat, der anmoder om bistand, under samme forhold.
Artikel 22
Tavshedspligt
1. Alle oplysninger, som modtages af en kontraherende stat i medfør af denne konvention, skal behandles som hemmelige på samme måde som oplysninger, som modtages i henhold til denne stats interne lovgivning, eller behandles på de vilkår for tavshedspligt, som er gældende i den stat, der meddeler oplysningerne, såfremt disse vilkår er mere restriktive.
2. Sådanne oplysninger må under alle omstændigheder kun meddeles til personer eller myndigheder (herunder domstole og forvaltningsmyndigheder eller tilsynsførende organer), der er beskæftiget med påligning, opkrævning, inddrivelse, tvangsinddrivelse eller retsforfølgelse eller klagebehandling i forbindelse med denne stats skatter. Kun de personer eller myndigheder, som er anført ovenfor, må benytte oplysningerne og i så fald kun til nævnte formål. De kan uanset bestemmelserne i stykke 1 meddele dem under offentlige retshandlinger eller i retsafgørelser vedrørende sådanne skatter på betingelse af forudgående tilladelse fra den kompetente myndighed i den stat, som meddeler oplysningerne. Imidlertid kan to eller flere stater indbyrdes aftale at give afkald på betingelsen om forudgående tilladelse.
3. Hvis en kontraherende stat har taget et forbehold som omhandlet i artikel 30, stykke 1, litra (a), må ingen anden kontraherende stat, der modtager oplysninger fra denne stat, benytte disse for så vidt angår nogen skat i en kategori, som er omfattet af forbeholdet. På tilsvarende måde må den stat, der tager et sådant forbehold, ikke benytte oplysninger, som er modtaget i medfør af denne konvention, for så vidt angår nogen skat i en kategori, som er omfattet af forbeholdet.
4. Uanset bestemmelserne i stykke 1, 2 og 3 kan oplysninger, som modtages af en kontraherende stat, benyttes til andre formål, når sådanne oplysninger kan benyttes til sådanne andre formål i medfør af lovgivningen i den stat, der meddeler oplysningerne, og den kompetente myndighed i denne stat tillader en sådan benyttelse. Oplysninger, som af en kontraherende stat er stillet til en anden kontraherende stats rådighed, kan af sidstnævnte videregives til en tredje kontraherende stat under forudsætning af forudgående godkendelse fra den kompetente myndighed i den førstnævnte stat.
Artikel 23
Klager
1. Klage vedrørende foranstaltninger truffet i medfør af denne konvention af den stat, som anmodes om bistand, kan kun indbringes for den behørige myndighed i denne stat.
2. Klage vedrørende foranstaltninger truffet i medfør af denne konvention af den stat, der anmoder om bistand, især sådanne foranstaltninger som, når der er tale om inddrivelse, vedrører skattekravets beståen eller dets størrelse eller det instrument, som hjemler tvangsinddrivelse af kravet, kan kun indbringes for den behørige myndighed i denne stat. Hvis der sker indbringelse af en sådan klage, skal den stat, der anmoder om bistand, give underretning til den stat, som anmodes om bistand, og den sidstnævnte stat skal udsætte sagen, indtil den pågældende myndighed har truffet afgørelse. Den stat, som anmodes om bistand, skal imidlertid foretage sikringsakter for at bevare adgangen til inddrivelse, hvis den bliver bedt om det af den stat, der anmoder om bistand. Den stat, som anmodes om bistand, kan også modtage underretning fra enhver interesseret person om en sådan klage. Når den stat, som anmodes om bistand, modtager sådanne oplysninger, skal den om fornødent forhandle om sagen med den stat, der anmoder om bistand.
3. Så snart en endelig afgørelse vedrørende klagen er truffet, skal den stat, som anmodes om bistand, eller den stat, der anmoder om bistand, alt eller sammenhængen, underrette den anden stat om afgørelsen og om den betydning, som den har for anmodningen om bistand.