← Lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion

§ Lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion · kapitel 2 af 9

Kapitel 2 – *Lønrefusion*

LOV nr 1090 af 23/12/1992

§ 4. Arbejdsgivernes Elevrefusion yder refusion til de i § 2, stk. 1, nævnte arbejdsgivere, der i henhold til uddannelsesaftale, der omfatter såvel skoleophold som praktikophold, har udbetalt løn under skoleophold til elever under erhvervsuddannelse og til elever under uddannelser, der efter undervisnings- og forskningsministerens bestemmelse kan sidestilles hermed. Bestyrelsen for Arbejdsgivernes Elevrefusion afgiver indstilling om de uddannelser, der bør sidestilles med erhvervsuddannelser.

Stk. 2. Refusion ydes ikke, såfremt der for arbejdsgiveren udføres produktivt arbejde som led i skoleopholdene af et omfang svarende til den udbetalte løn.

Stk. 3. Bestyrelsen for Arbejdsgivernes Elevrefusion fastsætter betingelserne for udbetaling af refusionsbeløb, herunder nærmere betingelser for anvendelse af en særlig sats for voksne elever, jf. § 5, stk. 1.

§ 5. Taksterne for lønrefusion fastsættes i de årlige finanslove efter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsgivernes Elevrefusion. I årene 1993-95 er taksterne dog følgende:

  1. års elever: 1.100 kr. pr. uge

  2. års elever: 1.270 kr. pr. uge

  3. års elever: 1.370 kr. pr. uge

  4. års elever: 1.590 kr. pr. uge

Voksne elever: 2.550 kr. pr. uge.

Stk. 2. Til delvis dækning af udgifterne til lønrefusion efter stk. 1 overfører staten til Arbejdsgivernes Elevrefusion en takst pr. elev-uge på halvdelen af lønrefusionstaksten efter stk. 1. Statens tilskud udbetales kvartalsvis til Arbejdsgivernes Elevrefusion.