Lov om radio- og fjernsynsvirksomhed § 5

§ 5. Kommunikationsministeren fastsætter forskrifter om fællesantenneanlæg og om anvendelsen af det offentlige telenet i programforsyningen. I forskrifterne kan der fastsættes bestemmelser om følgende forhold:

    1. Tilladelse til oprettelse, udbygning, indretning og benyttelse af fællesantenneanlæg, herunder om brugerindflydelse på programvalg i anlæg, der ikke ejes af brugerne.
    1. Anlæg og drift af forbindelser til og mellem fællesantenneanlæg samt om ejerforhold til disse forbindelser og fællesantenneanlæg.
    1. Fremføring af programmer ved anvendelse af det offentlige telenet til fordeling efter § 3, herunder om midlertidig fremføring ved hjælp af radiokæde.
    1. Fremføring af lokale programmer efter § 3, stk. 3. I tilfælde, hvor særlige geografiske forhold tilsiger det, kan kravet om kommunernes beliggenhed i forhold til tilladelsens område fraviges.
    1. Overordnede regler for beregning af betaling for fællesantenneanlægs tilslutning til og forsyning fra det offentlige telenet og om indseende med reglernes overholdelse.
    1. At fællesantenneanlæg kun under særlige lokale forhold kan overskride en kommunes grænse.
    1. Fællesantenneanlægs tekniske udførelse og typegodkendelse af det anvendte materiel.
    1. Gebyrer til dækning af de udgifter, som er forbundet med administrationen af § 5 og § 6, stk. 1 og 2, herunder de i medfør heraf fastsatte bestemmelser.

Stk. 2. Ministeren kan tillade, at en televirksomhed, som udfører aktiviteter på vegne af koncessionshaveren i henhold til koncession efter lov om visse forhold på telekommunikationsområdet, opretter og driver fællesantenneanlæg, og kan fastsætte nærmere regler herom.

Stk. 3. Tilladelse til oprettelse og drift af fællesantenneanlæg og forbindelser til og mellem fællesantenneanlæg kan betinges af, at vedkommende televirksomhed mod betaling senere kan erhverve de dele af de pågældende anlæg, som er nødvendige af hensyn til udbygning af det offentlige telenet. Vilkårene for en eventuel overtagelse skal være knyttet til tilladelsen.

Kilde: Retsinformation.dk