← Lov om uddannelse af lærere til folkeskolen

§ Lov om uddannelse af lærere til folkeskolen · kapitel 1 af 6

Kapitel 1 – *Uddannelsen*

LOV nr 410 af 06/06/1991

§ 1. Uddannelsen har til formål at uddanne lærere til folkeskolen og tillige at give et grundlag for anden undervisning.

Stk. 2. Uddannelsen skal give de studerende den faglige og pædagogiske indsigt og praktiske skoling, der er nødvendig for at kunne virke som lærer, og skal bidrage til at fremme de studerendes personlige udvikling.

§ 2. Uddannelsen varer 4 år og består af en 1. del og en 2. del, hver af to års varighed, jf. dog stk. 4.

Stk. 2. 1. del omfatter for alle studerende:

    1. Pædagogik og psykologi.
    1. Fagene dansk (med kendskab til svensk og norsk), skrivning, retorik, regning/matematik og kristendomskundskab samt fagområderne naturfag og historie/samfundsfag.
    1. Det praktisk-musiske fagområde. Hver studerende vælger to af følgende tre fag: musik, idræt samt billed- og brugskunst. I fagområdet indgår for alle studerende drama.
    1. Praktik.
    1. Tilbud om faglige suppleringskurser med henblik på at sikre liniefagsundervisningen et ensartet startniveau.

Stk. 3. 2. del omfatter for alle studerende:

    1. Særlig uddannelse i to af folkeskolens fag (liniefag) efter seminariernes muligheder og den studerendes valg.
    1. Almen didaktik.
    1. Pædagogisk speciale.
    1. Praktik.

Stk. 4. Ved seminarier, hvor undervisningen i liniefag er fælles for flere årgange studerende, kan uddannelsen i det ene liniefag påbegyndes i 2. studieår og et eller flere af fagene under 1. del afsluttes i 3. studieår.

Stk. 5. Ud over den uddannelse, der er nævnt i stk. 2 og 3, skal der tilbydes de studerende et kursus, der tager sigte på undervisning af voksne. Endvidere kan der tilbydes kursus i andre emner og aktiviteter, der peger mod lærernes arbejdsområder, samt deltagelse i korsang og sammenspil.

Stk. 6. Undervisnings- og forskningsministeren fastsætter de nærmere regler om uddannelsen, herunder om målene for de enkelte fag og om prøver og anden bedømmelse.

§ 3. Undervisnings- og forskningsministeren kan fastsætte regler om, at uddannelse erhvervet andre steder kan erstatte dele af uddannelsen, og om fritagelse for dele af uddannelsen af helbredsmæssige grunde.

§ 4. Undervisnings- og forskningsministeren fastsætter antallet af uddannelsespladser og regler om adgangen til uddannelsen og om optagelsen på seminarierne.

§ 5. Undervisnings- og forskningsministeren kan i særlige tilfælde fravige lovens bestemmelser om uddannelsen, hvis det sker for at fremme forsøgs- og udviklingsarbejde.