§ Lov om Danmarks Grundforskningsfond (* 2) · kapitel 4 af 6
Kapitel 4 – *Tilsyn og revision*
LOV nr 409 af 06/06/1991
§ 8. Undervisnings- og forskningsministeren fører tilsyn med fonden, herunder med fondens anbringelse af midler efter § 7.
§ 9. Fondens regnskab skal revideres af Rigsrevisionen og en statsautoriseret revisor, som bestyrelsen udnævner for 3 år ad gangen. Valget skal godkendes af undervisnings- og forskningsministeren. Udnævnelsen kan til enhver tid tilbagekaldes.
Stk. 2. Bestemmelserne i § 17, stk. 2 og 3, og § 18 i lov om revision af statens regnskaber m.m. finder tilsvarende anvendelse.
§ 10. Det reviderede årsregnskab indsendes efter godkendelse af bestyrelsen til undervisnings- og forskningsministeren.
§ 11. Undervisnings- og forskningsministeren og Rigsrevisionen kan til enhver tid afkræve fonden enhver oplysning, som ministeren og Rigsrevisionen anser for fornøden. Undervisnings- og forskningsministeren og Rigsrevisionen skal til enhver tid have adgang til at gøre sig bekendt med fondens bøger, regnskaber og virksomhed i øvrigt.
Stk. 2. Rigsrevisionen kan til enhver tid foretage revision og regnskabsgennemgang på det sted, hvor regnskaberne føres, eller hvor det nødvendige materiale i øvrigt findes.
§ 12. Danmarks Grundforskningsfond kan ophæves ved lov. Ved ophævelse af fonden overtager statskassen fondens formue og indtræder i øvrigt i fondens rettigheder og forpligtelser.