§ Lov om grundlæggende social- og sundhedsuddannelser inden for bistands-, pleje- og omsorgsområdet m.v. · kapitel 7 af 8
Kapitel 7 – *Forskellige bestemmelser*
LOV nr 432 af 13/06/1990
§ 32. Undervisnings- og forskningsministeren kan til brug for den overordnede styring af kommunale grundlæggende og videregående uddannelser inden for social- og sundhedsområdet indhente oplysninger fra amtsrådene, kommunalbestyrelserne og fællesbestyrelserne.
§ 33. Undervisnings- og forskningsministeren kan i særlige tilfælde gøre undtagelser fra loven, hvis det sker for at fremme uddannelsesforsøg. Rådet for Social- og Sundhedsuddannelserne afgiver indstilling herom.
§ 34. På indgangsåret og på de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser inden for bistands-, pleje- og omsorgsområdet indbringes klager over en skoleleders afgørelser i spørgsmål vedrørende uddannelserne og klager over en eksamination for fællesbestyrelsen eller for uddannelsesrådet, hvis bestyrelsen efter § 23, stk. 2, har henlagt afgørelsen af klagerne til rådet.
Stk. 2. Fællesbestyrelsens afgørelser efter stk. 1 kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed. Tilsvarende gælder for uddannelsesrådets afgørelser, hvis bestyrelsen har henlagt afgørelsen af klagerne til rådet.