← Lov om kommunal beskæftigelsesindsats

§ Lov om kommunal beskæftigelsesindsats · kapitel 3 af 8

Kapitel 3 – *Administration m.v.*

LOV nr 379 af 13/06/1990

§ 12. Kommunerne varetager administrationen af denne lov.

Stk. 2. Kommunerne og amtskommunerne skal underrette Arbejdsformidlingen om iværksættelse af og ansættelse af ledige på beskæftigelsesprojekter.

Stk. 3. Arbejdsministeren kan fastsætte nærmere regler om beskæftigelsesprojekter og løntilskud samt om indberetning.

§ 13. Kommunen kan fratage en arbejdsgiver retten til at ansætte ledige med løntilskud, hvis arbejdsgiveren ikke overholder bestemmelserne i denne lov eller bestemmelser udstedt med hjemmel heri.

Stk. 2. Kommunen kan endvidere bestemme, at tilskud ikke kan udbetales, eller at tilskud skal tilbagebetales, såfremt

    1. arbejdsgiveren har afgivet urigtig erklæring om forhold, som er af betydning for at opnå ret til at ansætte ledige med løntilskud eller bevare retten hertil, eller
    1. arbejdsgiveren forsætligt har fortiet forhold, som har samme betydning som nævnt i nr. 1.

§ 14. For personer, der er berettiget til at modtage ungdomsydelse efter afsnit III A i lov om social bistand, bestemmer kommunen arbejdstiden på beskæftigelsesprojekter og ved ansættelse med løntilskud.