§ Lov om afgift af affald og råstoffer · kapitel 3 af 6
Kapitel 3 – *Registrerede virksomheders regnskabsførelse og afregning m.v.*
LOV nr 838 af 19/12/1989
Regnskab, angivelse m.v.
§ 13. Afgiftsperioden er kvartalet.
§ 14. Registrerede virksomheder skal føre et regnskab, der kan danne grundlag for afregningen af afgiften og for kontrollen med afgiftens betaling. Regnskabsmateriale skal opbevares i 5 år efter regnskabsårets udløb.
Stk. 2. Virksomheder, der indvinder råstoffer efter kapitel 1, skal føre regnskab over udlevering af råstoffer eller færdigvarer som nævnt i § 5, stk. 2. Endvidere skal føres regnskab over tilgangen af uberigtigede varer.
Stk. 3. Virksomheder, der skal betale afgift efter kapitel 2, skal føre regnskab over tilførsel og fraførsel af affald.
Stk. 4. Registrerede importører skal føre regnskab over tilgangen af uberigtigede og udleveringen af afgiftspligtige varer, stoffer og produkter.
§ 15. Ved overførsel af afgiftspligtige varer mellem registrerede virksomheder, hvor dette efter kapitel 1 og 2 kan ske, uden at afgiften berigtiges, og ved afsætning af varer til afgiftsfrit formål skal der udstedes en faktura med oplysning om modtagerens navn og adresse og den afgiftspligtige mængde eller værdi.
§ 16. Registrerede virksomheder skal efter udløbet af hver afgiftsperiode og senest den 15. i den følgende måned til toldvæsenet angive den afgiftspligtige mængde, hvoraf der skal betales afgift, samt afgiftsbeløbet.
Stk. 2. Angivelsen, der skal være underskrevet af virksomhedens ansvarlige ledelse, skal angives på en særlig blanket, hvori toldvæsenet kan kræve andre oplysninger, der er nødvendige for kontrollen.
Stk. 3. Afgives angivelsen ikke inden den i stk. 1 angivne frist, kan toldvæsenet inddrage registreringen af virksomheden, indtil den manglende angivelse er toldvæsenet i hænde.
Afregning
§ 17. Registrerede virksomheder skal indbetale afgiften for en afgiftsperiode til toldvæsenet inden udgangen af den måned, der følger efter afgiftsperioden.
Stk. 2. Toldvæsenet fastsætter nærmere regler for afgiftens indbetaling.
Stk. 3. Skatteministeren kan fastsætte regler om gebyr for rykkerskrivelser m.v.
Håndhævelse
§ 18. Betales afgiften ikke rettidigt, skal der betales 1,3 pct. i månedlig rente for hver påbegyndt måned fra sidste rettidige betalingsdag, dog mindst 50 kr.
§ 19. Toldvæsenet kan pålægge en virksomhed, der ikke betaler en afgift rettidigt, at afgive den i § 16 omhandlede angivelse for kortere perioder end nævnt i § 13. Toldvæsenet kan under samme omstændigheder pålægge en kortere betalingsfrist end den, der er nævnt i § 17, og at der stilles sikkerhed for afgiftens betaling.
§ 20. Betales forfalden afgift ikke senest 14 dage efter betalingsfristens udløb, kan toldvæsenet inddrage registreringen af virksomheden, indtil de forfaldne afgifter er betalt.
Stk. 2. Er der efter § 19 sket forkortelse af afgiftsperioden eller betalingsfristen, og betales afgiften ikke rettidigt, kan registreringen inddrages straks efter betalingsfristens udløb. Registreringen kan endvidere inddrages, hvis virksomheden undlader at stille sikkerhed, når der er fremsat krav herom.
§ 21. Har en virksomhed indgivet urigtig angivelse efter § 16 og således betalt for lidt i afgift, skal det skyldige beløb betales senest 14 dage efter påkrav.
Stk. 2. Toldvæsenet kan foretage skønsmæssig ansættelse af afgiftstilsvaret, når:
-
- Størrelsen af det afgiftsbeløb, der påhviler virksomheden, ikke kan opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber m.v.
-
- En virksomhed ikke fører de påbudte regnskaber eller ikke fører dem på behørig måde.
Stk. 3. Virksomheden kan indbringe en skønsmæssig ansættelse efter stk. 2 for det efter momslovens § 37 nedsatte nævn. Klage skal indgives til toldvæsenet senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt virksomheden.
Stk. 4. Betales den skyldige afgift efter stk. 1 og 2 ikke rettidigt, skal der betales 1,3 pct. i månedlig rente for hver påbegyndt måned fra den 1. i den måned, i hvilken beløbet skal betales af virksomheden, dog mindst 50 kr.
§ 22. Toldvæsenet kan tilbagekalde en i henhold til denne lov meddelt afgiftsfritagelse, såfremt den pågældende overtræder de til afgiftsfritagelsen knyttede betingelser.
Hæftelse, oplysninger, henstand m.v.
§ 23. For betaling af afgift efter loven hæfter den, der som ejer, forpagter eller lignende driver virksomheden for egen regning.
§ 24. Den, der overdrager, erhverver, tilegner sig eller anvender stoffer, varer eller produkter, hvoraf der ikke er betalt afgift, som skulle være betalt efter denne lov, skal betale afgiften.
Stk. 2. Afgiften kan kræves til betaling inden 14 dage.
§ 25. Toldvæsenet har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til at foretage eftersyn i registreringspligtige virksomheder og efterse virksomhedens varebeholdning, forretningsbøger og øvrige regnskabsmateriale samt korrespondance m.v.
Stk. 2. Den, der er ansvarlig for en registreringspligtig virksomhed, samt de personer, der er beskæftiget i virksomheden, skal yde toldvæsenet fornøden vejledning og hjælp ved de i stk. 1 nævnte eftersyn.
Stk. 3. Politiet yder toldvæsenet bistand ved kontrollens gennemførelse. Justitsministeren kan efter forhandling med skatteministeren fastsætte regler herom.
§ 26. Toldvæsenet har endvidere, hvis det skønnes nødvendigt, uden retskendelse adgang til at foretage eftersyn af regnskaber m.v. hos:
-
- Leverandører af stoffer, råvarer, materialer og lignende til fremstilling af afgiftspligtige stoffer, varer eller produkter.
-
- Personer og virksomheder, der leverer affald til virksomheder, der er registreringspligtige efter kapitel 2.
-
- Erhvervsdrivende, herunder virksomheder, der indkøber og forhandler afgiftspligtige stoffer, varer og produkter.
-
- Personer og virksomheder, der modtager affald fra en registreret virksomhed efter kapitel 2, eller som uden at være registreret efter kapitel 2 modtager affald til deponering, forbrænding, oparbejdning eller behandling i øvrigt.
Stk. 2. For de i stk. 1, nr. 3, nævnte virksomheder kan toldvæsenet endvidere efterse varebeholdningen.
Stk. 3. § 25, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.
§ 27. Det i §§ 25 og 26 nævnte materiale skal på toldvæsenets anmodning udleveres eller indsendes til toldvæsenet.
§ 28. Registrerede virksomheder skal på begæring meddele toldvæsenet enhver oplysning til brug for kontrollen med afgifter m.v., herunder oplysninger om leverancer af varer til ikke afgiftspligtig anvendelse.
Stk. 2. Leverandører som nævnt i § 26, stk. 1, nr. 1, skal på begæring meddele toldvæsenet oplysning om det leverede.
Stk. 3. Personer og virksomheder, der leverer affald til registrerede virksomheder efter kapitel 2, skal på begæring meddele oplysning om den leverede mængde.
Stk. 4. Erhvervsdrivende som nævnt i § 26, stk. 1, nr. 3, skal på begæring meddele toldvæsenet oplysning om deres indkøb af afgiftspligtige stoffer, varer og produkter.
Stk. 5. Personer og virksomheder som nævnt i § 26, stk. 1, nr. 4, skal på begæring meddele toldvæsenet oplysning om de modtagne affaldsmængder.
§ 29. Reglerne om eftergivelse og henstand i momslovens § 39 d finder tilsvarende anvendelse på afgift, renter, gebyrer og administrative bøder efter denne lov. Reglerne finder ligeledes anvendelse på beløb, som personer er pligtige at betale som erstatning for selskabers manglende betaling af afgiften.