← Lov om afgift af affald og råstoffer

§ Lov om afgift af affald og råstoffer · kapitel 2 af 6

Kapitel 2 – *Affald*

LOV nr 838 af 19/12/1989

Afgiftspligtens omfang

§ 9. Der skal betales afgift af affald, der tilføres en registreringspligtig virksomhed.

Afgiftssats

§ 10. Afgiften udgør 130 kr. pr. ton affald. Den afgiftspligtige vægt er affaldets bruttovægt.

Stk. 2. Den afgiftspligtige vægt skal fastsættes ved hjælp af en vægt, der kan godkendes af toldvæsenet.

Registrerede virksomheder

§ 11. Virksomheder, der modtager affald fra kommunale renovationsordninger, herunder affald, der er anvist af kommunalbestyrelsen til deponering eller forbrænding, skal registreres hos toldvæsenet.

Opgørelse af afgiftspligtig vægt

§ 12. Registrerede virksomheder skal opgøre den afgiftspligtige vægt for en afgiftsperiode på grundlag af den mængde affald, der er tilført virksomheden i perioden, fratrukket vægten af den del af det afgiftspligtige affald, der igen er fraført virksomheden i perioden. Hvis vægten af det fraførte affald er større end vægten af det tilførte affald i perioden, overføres den overskydende vægt til fradrag i følgende afgiftsperioder.