← Lov om kommunale valg

§ Lov om kommunale valg · kapitel 7 af 13

Kapitel 7 – *Opgørelse af afstemningen*

LOV nr 140 af 08/03/1989

Stemmeoptælling på afstemningsstedet

§ 74. Når afstemningen er afsluttet, foretager valgstyrerne og de tilforordnede vælgere stemmeoptælling på afstemningsstedet. Stemmeoptællingen er offentlig. Særskilt for kommunalbestyrelsesvalget og amtsrådsvalget optælles, hvor mange stemmer der ved afstemningen er afgivet for hver af kandidatlisterne. For hvert listeforbund optælles, hvor mange stemmer der anses for afgivet for listeforbundet. Dette stemmetal sammentælles derefter med stemmetallene for de enkelte kandidatlister i listeforbundet.

Stk. 2. En stemme er afgivet for den kandidatliste, inden for hvis felt henholdsvis rubrik på stemmesedlen vælgeren har sat kryds. Har vælgeren sat kryds såvel ud for den fælles listebetegnelse for kandidatlister, der har indgået et listeforbund, som i rubrikken for en af de kandidatlister, der deltager i listeforbundet, anses stemmesedlen ligeledes som afgivet for den pågældende kandidatliste. Har vælgeren alene sat kryds ved den fælles listebetegnelse for de kandidatlister, der har indgået et listeforbund, anses stemmen som afgivet for listeforbundet og henføres ikke til nogen af de kandidatlister, der deltager i listeforbundet. Tilsvarende gælder, hvis vælgeren har sat kryds i rubrikken for to eller flere af de kandidatlister, der deltager i listeforbundet.

Stk. 3. En brevstemme er afgivet for den kandidatliste, hvis listebetegnelse eller bogstavbetegnelse vælgeren har anført på brevstemmesedlen. Har vælgeren på brevstemmesedlen anført navnet på en kandidat, anses stemmen som afgivet for den pågældende kandidatliste. Har vælgeren på brevstemmesedlen anført såvel den fælles listebetegnelse for kandidatlister, der har indgået et listeforbund, som navnet på en kandidat, der er opstillet på en af de kandidatlister, der deltager i listeforbundet, anses brevstemmesedlen ligeledes som afgivet for den pågældende kandidatliste. Har vælgeren på brevstemmesedlen alene anført den fælles listebetegnelse eller bogstavbetegnelse for kandidatlister, der har indgået listeforbund, anses stemmen som afgivet for listeforbundet og henføres ikke til nogen af de kandidatlister, der deltager i listeforbundet. Tilsvarende gælder, hvis vælgeren på brevstemmesedlen har anført listebetegnelsen eller bogstavbetegnelsen for en kandidatliste, der har indgået et listeforbund, tilligemed navnet på en kandidat, der er opstillet på en af de øvrige kandidatlister, der deltager i listeforbundet.

§ 75. En stemmeseddel afgivet på afstemningsstedet er ugyldig, såfremt

    1. den er blank,
    1. det ikke med sikkerhed kan afgøres, hvilken kandidatliste eller hvilket listeforbund vælgeren har villet give sin stemme,
    1. det må antages, at stemmesedlen ikke er udleveret på afstemningsstedet, eller
    1. der er givet stemmesedlen et særpræg.

Stk. 2. En brevstemmeseddel er ugyldig, såfremt

    1. den er blank,
    1. det ikke med sikkerhed kan afgøres, hvilken kandidatliste eller listeforbund vælgeren har villet give sin stemme,
    1. der på stemmesedlen alene er anført navnet på en person, som ikke er opstillet på nogen kandidatliste til valget i den pågældende kommune henholdsvis amtskommune,
    1. en konvolut indeholder andet eller mere end een stemmeseddel,
    1. det må antages, at stemmesedlen ikke er tilvejebragt af indenrigsministeren, eller
    1. der er givet stemmesedlen et særpræg.

Stk. 3. Valgstyrerne anfører i den pågældende afstemningsbog, hvor mange stemmesedler de har anset for ugyldige og grundene hertil.

Stk. 4. Indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om bedømmelsen af stemmesedler, herunder brevstemmesedler.

§ 76. Når stemmeoptællingen for kommunalbestyrelsesvalget henholdsvis amtsrådsvalget er afsluttet, indføres resultatet i den pågældende afstemningsbog, der underskrives af valgstyrerne, og resultatet meddeles de tilstedeværende. Formanden for valgstyrerne skal straks meddele resultatet til formanden for valgbestyrelsen i kommunen, der straks herefter giver meddelelse til formanden for amtsvalgbestyrelsen om resultatet af afstemningen til amtsrådsvalget.

Stk. 2. Stemmematerialet sammenpakkes og afleveres til kommunalbestyrelsen.

Fintælling

§ 77. Senest dagen efter at afstemningen har fundet sted, foretager valgbestyrelsen i kommunen den endelige opgørelse af resultatet af stemmeafgivningen (fintælling) såvel til kommunalbestyrelsesvalget som til amtsrådsvalget. Fintællingen er offentlig.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen sørger for, at afstemningsbøgerne, stemmesedlerne, brevstemmematerialet samt de benyttede valglister og valgkort er til stede ved fintællingen.

§ 78. Fintællingen foretages særskilt for kommunalbestyrelsesvalget og amtsrådsvalget efter reglerne i stk. 2-6.

Stk. 2. For hvert afstemningsområde foretager valgbestyrelsen en ny optælling og bedømmelse af de afgivne stemmesedler efter reglerne i §§ 74-75. Resultaterne af optællingerne indføres i den pågældende valgbog. Derefter opgøres, hvor mange stemmer der i hele kommunen er tilfaldet hver kandidatliste. For hvert listeforbund opgøres, hvor mange stemmer der i hele kommunen anses for afgivet for listeforbundet. Dette stemmetal sammentælles med stemmetallene for de enkelte kandidatlister i listeforbundet. Resultatet indføres i valgbogen og meddeles de tilstedeværende.

Stk. 3. Der foretages samtidig en opgørelse for hele kommunen af antallet af personlige stemmer for hver kandidat samt antallet af listestemmer for hver kandidatliste.

Stk. 4. Har vælgeren sat kryds ud for navnet på en kandidat eller såvel ud for navnet på en kandidat som ud for betegnelsen for den kandidatliste, kandidaten er opstillet på, anses stemmesedlen som afgivet for kandidaten (personlig stemme). Har vælgeren sat kryds ud for såvel den fælles listebetegnelse for kandidatlister, der har indgået et listeforbund, som ud for navnet på en kandidat, der er opstillet på en af de kandidatlister, der deltager i listeforbundet, anses stemmesedlen ligeledes som en personlig stemme for den pågældende kandidat. Tilsvarende gælder, hvis vælgeren på brevstemmesedlen har anført navnet på en kandidat eller såvel navnet på en kandidat som listebetegnelsen eller bogstavbetegnelsen for den kandidatliste, kandidaten er opstillet på. Har vælgeren på brevstemmesedlen anført såvel den fælles listebetegnelse eller bogstavbetegnelse for kandidatlister, der har indgået et listeforbund, som navnet på en kandidat, der er opstillet på en af de kandidatlister, der deltager i listeforbundet, anses brevstemmesedlen ligeledes som en personlig stemme for den pågældende kandidat.

Stk. 5. Har vælgeren sat kryds ud for betegnelsen for en kandidatliste eller inden for kandidatlistens felt henholdsvis rubrik på en sådan måde, at det ikke med sikkerhed fremgår, hvilken af kandidatlistens kandidater vælgeren har villet give sin stemme, anses stemmesedlen som afgivet for kandidatlisten (listestemme). Tilsvarende gælder, hvis vælgeren på brevstemmesedlen har anført listebetegnelsen eller bogstavbetegnelsen for en kandidatliste eller navnene på flere kandidater opstillet på samme kandidatliste. Har vælgeren på brevstemmesedlen anført såvel den fælles listebetegnelse eller bogstavbetegnelse for kandidatlister, der har indgået et listeforbund, som navnene på flere kandidater, der er opstillet på en af de kandidatlister, der deltager i listeforbundet, anses brevstemmesedlen ligeledes som en listestemme for den pågældende kandidatliste.

Stk. 6. Resultatet af opgørelsen af afstemningen indføres i den pågældende valgbog. Valgbogen for amtsrådsvalget sendes snarest til formanden for amtsvalgbestyrelsen.