§ Lov om husdyrsygdomme (* 1) · kapitel 11 af 13
Kapitel 11 – *Forskellige bestemmelser*
LOV nr 814 af 21/12/1988
§ 30. Henlægger landbrugsministeren sine beføjelser efter loven til institutioner under Landbrugsministeriet, kan ministeren fastsætte regler om adgangen til at klage over disse myndigheders afgørelser, herunder om at disse myndigheder har den endelige administrative afgørelse.
Stk. 2. Efter forhandling med den pågældende minister kan landbrugsministeren fastsætte regler om andre myndigheders eller institutioners medvirken ved varetagelse af opgaver efter loven. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, at private institutioner medvirker ved varetagelse af opgaver efter loven eller efter regler fastsat i medfør af loven og om klage over disse institutioners afgørelser.
§ 31. Personer, der er ansat i Landbrugsministeriet og Veterinærdirektoratet, eller som er særligt bemyndiget hertil, har, i det omfang varetagelsen af de i loven omhandlede opgaver kræver det, til enhver tid mod legitimation uden retskendelse adgang til offentlige og private ejendomme og lokaliteter.
Stk. 2. Politiet yder om nødvendigt bistand hertil. Landbrugsministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.
§ 32. Ejere af dyr skal vederlagsfrit stille den nødvendige bistand til rådighed ved undersøgelser og udtagning af prøver og ved andre foranstaltninger, der iværksættes i henhold til loven.
§ 33. Det påhviler virksomheder, der modtager animalske produkter fra landbrugsbedrifter, efter anmodning at give oplysning om de pågældende leverandørbesætninger. Oplysningerne skal omfatte ejerens navn og adresse, identifikation af ejendommen samt besætningens art og sammensætning.
§ 34. Landbrugsministeren kan fastsætte regler med henblik på opfyldelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs direktiver og beslutninger om forhold, som er omfattet af denne lov. Landbrugsministeren kan endvidere fastsætte de bestemmelser, som er nødvendige for anvendelsen af Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs forordninger om forhold, som er omfattet af denne lov.