← Lov om valg af danske repræsentanter til Europa-Parlamentet (De Europæiske Fællesskabers Forsamling)

§ Lov om valg af danske repræsentanter til Europa-Parlamentet (De Europæiske Fællesskabers Forsamling) · kapitel 11 af 13

Kapitel 11 – *Folketingets godkendelse af valget*

LOV nr 746 af 07/12/1988

§ 37. Folketinget afgør endeligt, om indenrigsministerens beregninger og opgørelser skal godkendes, eller om der skal foretages nye beregninger og opgørelser. Folketinget kan endvidere pålægge indenrigsministeren at indhente stemmemateriale m.v. til Folketinget.

Stk. 2. Folketinget kan pålægge valgbestyrelserne at foretage en fornyet gennemgang og opgørelse af det materiale eller dele heraf, der har været benyttet ved valget.

Stk. 3. Rejses der tvivl om en repræsentants valgbarhed, træffer Folketinget endelig afgørelse herom.

§ 38. Enhver vælger kan klage over Europa-Parlamentsvalg. Klager skal stiles til Folketinget og sendes til indenrigsministeren. Klager skal være indenrigsministeren i hænde senest ugedagen efter valgdagen. Folketinget træffer endelig afgørelse om klager over valget.

§ 39. Hvis Folketinget træffer afgørelse om, at afstemningen er helt eller delvis ugyldig, bestemmer Folketinget endeligt, i hvilket omfang og på hvilken måde omvalg skal afholdes.

§ 40. Folketinget underretter Europa-Parlamentet om valgets resultat med henblik på prøvelsen af mandaterne i henhold til De Europæiske Fællesskabers regler herom.

§ 41. Rejses der i funktionsperioden tvivl om, hvorvidt en repræsentant har mistet sin valgbarhed, træffer Folketinget endelig afgørelse herom.

§ 42. Hvervet som repræsentant i Europa-Parlamentet er uforeneligt med hvervet som

    1. medlem af regeringen,
    1. medlem af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber,
    1. dommer, generaladvokat eller justitssekretær ved De Europæiske Fællesskabers Domstol,
    1. medlem af revisionsretten for De Europæiske Fællesskaber,
    1. medlem af Det Rådgivende Udvalg for Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab eller af Det Økonomiske og Sociale Udvalg under Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab,
    1. medlem af udvalg eller organer, som er oprettet i henhold til traktaterne om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab med henblik på at administrere Fællesskabernes pengemidler eller udføre vedvarende direkte forvaltning,
    1. medlem af Den Europæiske Investeringsbanks bestyrelse eller direktion eller ansat i denne og
    1. tjenestemand eller anden ansat i De Europæiske Fællesskabers institutioner eller dertil knyttede specialiserede organer i aktiv tjeneste.

Stk. 2. En repræsentant, der på grund af et hverv efter stk. 1 er udtrådt af Europa-Parlamentet, kan efter hvervets ophør blive opført på den pågældende stedfortræderliste i rækkefølge efter sit stemmetal.

§ 43. Er en repræsentants mandat i Europa-Parlamentet ledigt, indtræder den kandidat, som ifølge den pågældende stedfortræderliste, jf. § 34, stk. 2, og § 35, stk. 3, er nærmest berettiget hertil. Reglerne i § 32, stk. 4, § 37, stk. 3, og § 40 finder tilsvarende anvendelse.