Kapitel 2 – *Fratagelse og generhvervelse af autorisation*

§ 5. En person, der er autoriseret til at udøve et hverv inden for sundhedsvæsenet, kan fratages autorisationen, såfremt udøveren må antages at være til fare for andre mennesker på grund af

• 1. en legemlig mangel, der gør den pågældende uegnet til udøvelse af hvervet, eller
• 2. sygdom eller misbrug af rusmidler eller lignende, der bevirker, at udøveren varigt eller med mellemrum befinder sig i en mangelfuld sjælstilstand, eller
• 3. udvist grov forsømmelighed ved udøvelsen af hvervet.

§ 6. Finder Sundhedsstyrelsen, at en autorisation skal fratages, afgiver Styrelsen indstilling til indenrigsministeren herom.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen skal indhente en skriftlig erklæring fra Retslægerådet, før Styrelsen afgiver indstilling til indenrigsministeren.

Stk. 3. Sundhedsstyrelsen skal, forinden Styrelsen afgiver indstilling, opfordre udøveren af hvervet til at udtale sig skriftligt eller afgive en mundtlig redegørelse i et møde, hvori også Retslægerådet deltager. Den pågældende skal endvidere opfordres til inden 14 dage at erklære, om sagen ønskes afgjort ved dom, eller om sagen kan afgøres af indenrigsministeren. Afgives en sådan erklæring ikke, skal indenrigsministeren indbringe sagen for domstolene.

§ 7. Sundhedsstyrelsen kan i påtrængende tilfælde, hvor den fortsatte virksomhed skønnes at frembyde overhængende fare, midlertidigt fratage udøveren af hvervet autorisationen. Sundhedsstyrelsens afgørelse skal omgående meddeles indenrigsministeren, der stadfæster eller ophæver Styrelsens afgørelse.

§ 8. Retssag om fratagelse af autorisation anlægges af indenrigsministeren i den borgerlige retsplejes former. Det kan i en dom om fratagelse af autorisation fastsættes, at anke ikke har opsættende virkning. Den pågældende kan dog ikke afskediges fra en stilling på grund af fratagelse af autorisation, før der foreligger en endelig domstolsafgørelse.

§ 9. Indenrigsministeren kan anmode udøveren af hvervet om at lade sig underkaste en lægelig undersøgelse til brug for ministerens stillingtagen til, om autorisation skal søges frataget den pågældende. Hvis den pågældende afviser at efterkomme en sådan anmodning, forelægger indenrigsministeren spørgsmålet for den ret, hvor en eventuel retssag skal anlægges. Retten afgør spørgsmålet ved kendelse. En sådan afgørelse kan også træffes, efter at der er anlagt retssag om fratagelse af autorisation.

Stk. 2. Såfremt udøveren af hvervet undlader at efterkomme en kendelse om at underkaste sig en lægelig undersøgelse, fratager indenrigsministeren den pågældende autorisationen, og hvis der er anlagt retssag herom, bortfalder retssagen.

Stk. 3. Udgifterne ved en lægeundersøgelse efter stk. 1 afholdes af statskassen.

§ 10. Sundhedsstyrelsen offentliggør afgørelser om midlertidig eller endelig fratagelse af autorisation efter §§ 5-9.

Stk. 2. Såfremt retten til at udøve hverv inden for sundhedsvæsenet frakendes ved dom i en straffesag, skal anklagemyndigheden give Sundhedsstyrelsen meddelelse herom. Sundhedsstyrelsen offentliggør afgørelser om frakendelse.

§ 11. Indenrigsministeren kan efter ansøgning give en person, der har fået frataget autorisation til udøvelse af et hverv inden for sundhedsvæsenet efter §§ 5-9, tilladelse til at generhverve autorisationen, når de omstændigheder, der begrundede fratagelsen, ikke længere er til stede.

Stk. 2. Et afslag fra indenrigsministeren om generhvervelse af autorisation efter stk. 1 kan tidligst indbringes for domstolene eet år efter, at der er truffet afgørelse om endelig fratagelse af autorisation eller det ved dom er nægtet den pågældende at generhverve autorisationen.