§ Centralstyrelsesloven · kapitel 1 af 6
Kapitel 1 – *Sundhedsstyrelsen*
LOV nr 397 af 10/06/1987
§ 1. Sundhedsstyrelsen er en styrelse under indenrigsministeren, der bistår ministeren med den centrale forvaltning af sundhedsmæssige anliggender.
Stk. 2. Loven medfører ingen ændringer i Sundhedsstyrelsens stilling efter den lovgivning, der henhører under andre ministres forretningsområde.
§ 2. Sundhedsstyrelsen skal følge sundhedsforholdene og skal holde sig orienteret om den til enhver tid værende faglige viden på sundhedsområdet.
Stk. 2. Når Sundhedsstyrelsen bliver bekendt med overtrædelser eller mangler på sundhedsområdet, skal Styrelsen orientere vedkommende myndighed i fornødent omfang. Ligeledes skal Sundhedsstyrelsen orientere offentligheden, når særlige sundhedsmæssige forhold gør det nødvendigt.
§ 3. Indenrigsministeren og andre myndigheder har adgang til direkte rådgivning og anden bistand fra Sundhedsstyrelsen i sundhedsfaglige spørgsmål.
§ 4. Sundhedsstyrelsen fører tilsyn med den sundhedsfaglige virksomhed, der udføres af personer inden for sundhedsvæsenet, samt ledere af plejehjem og lignende, hvortil der ikke er knyttet en fast læge.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsen eller personer, der af Sundhedsstyrelsen er bemyndiget til at udøve tilsynet, har til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til sygehuse, plejehjem og lignende.
Stk. 3. Sundhedsstyrelsen kan efter indenrigsministerens nærmere bestemmelse pålægge personer inden for sundhedsvæsenet at foretage anmeldelser og indberetninger vedrørende deres faglige virksomhed.