Lov om boliger for ældre og personer med handicap § 3
§ 3. Boligen skal med hensyn til udstyr og udformning være særligt indrettet til brug for ældre og personer med handicap, herunder kørestolsbrugere.
Stk. 2. Hver ældrebolig skal være forsynet med selvstændigt toilet, bad og køkken med indlagt vand og forsvarligt afløb for spildevand.
Stk. 3. Fra hver bolig skal kunne tilkaldes hurtig bistand på ethvert tidspunkt af døgnet.
Stk. 4. Boligens adgangsforhold skal være egnede for gangbesværede. I ældreboliger, der tilvejebringes ved indretning af eksisterende beboelsesejendomme, kan kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde, hvor ejendommens indretning gør det nødvendigt, tillade, at der ikke installeres elevator.
Stk. 5. Det gennemsnitlige bruttoetageareal, inkl. fælles boligareal, for boliger efter denne lov må ikke overstige 67 m2 for boliger i samme bebyggelse opført samtidig af samme bygherre. Kommunalbestyrelsen kan dog tillade, at reglen i 1. pkt. fraviges, såfremt ejendommens indretning gør det nødvendigt.
Stk. 6. En del af boligernes areal kan indrettes som fælles boligareal for flere boliger.
Kilde: Retsinformation.dk