§ Lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag (Børnetilskudsloven) · kapitel 2 af 5
Kapitel 2 – *Udbetaling af børnetilskud*
LOV nr 350 af 04/06/1986
§ 7. Børnetilskud tilkommer barnet eller børnene, jfr. § 3, og udbetales kvartalsvis forud.
§ 8. Børnetilskud udbetales til moderen.
Stk. 2. Har kun faderen forældremyndigheden over barnet, udbetales børnetilskud til ham.
Stk. 3. Tilkommer forældremyndigheden den ene af forældrene, og den anden af forældrene godtgør, at barnet bor hos ham eller hende, kan børnetilskud efter det sociale udvalgs bestemmelse udbetales til den, som barnet bor hos.
Stk. 4. Lever forældre, der har fælles forældremyndighed, ikke sammen, udbetales børnetilskud til den af forældrene, der har barnet hos sig. Opholder barnet sig i disse tilfælde lige meget hos begge forældrene, udbetales børnetilskud til den af forældrene, på hvis adresse barnet er tilmeldt folkeregistret.
Stk. 5. Er barnet i privat familiepleje, jfr. bistandslovens § 65, kan børnetilskud efter det sociale udvalgs bestemmelse udbetales til den, der har taget barnet i pleje. Er barnet i pleje hos et ægtepar, udbetales børnetilskud i givet fald til plejemoderen.
Stk. 6. Såfremt det skønnes bedst for barnet, kan det sociale udvalg bestemme, at børnetilskuddet skal udbetales til barnet selv.
§ 9. Socialministeren kan fastsætte regler om udbetaling af børnetilskud til andre end de personer, der er nævnt i § 8, og om udbetaling af børnetilskud for kortere perioder end nævnt i § 7.
§ 10. Børnetilskud udbetales første gang for det kvartal, der følger efter det kvartal, i hvilket retten til tilskuddet er erhvervet, og sidste gang for det kvartal, i hvilket retten til tilskuddet ophører. Særligt børnetilskud, der skal ydes et barn efter en bidragspligtigs død, udbetales dog først fra udløbet af den periode, for hvilken der senest er udbetalt bidrag efter lov om børns retsstilling.