§ Lov om kød m.m. (* 1) (* 2) · kapitel 13 af 15
Kapitel 13 – *Straffebestemmelser*
LOV nr 328 af 04/06/1986
§ 33. Overtrædelse af § 3, stk. 1, 2 og 3, § 6, stk. 1 og stk. 2, 2. pkt., § 7, stk. 1 og stk. 2, § 8, § 9, stk. 1 og stk. 2, § 10, § 13, 1. pkt., § 14, § 15, § 17, stk. 1, § 18, 1. pkt., § 21, stk. 1, § 22, § 23, stk. 2, § 24, § 25, § 26, stk. 2, 3, 4 og 5, og § 31 straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Stk. 2. Er en overtrædelse af § 21, stk. 1, begået med forsæt, kan straffen stige til hæfte eller fængsel i indtil 6 måneder.
Stk. 3. Den, der til brug for afgørelser i henhold til denne lov eller de i medfør af loven givne forskrifter giver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for sagens afgørelse, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning. Det samme gælder den, der handler i strid med vilkår, der er fastsat i en sådan afgørelse.
Stk. 4. I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.
Stk. 5. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, andelsselskaber el.lign., kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en kommune eller på tilsvarende måde af et kommunalt fællesskab, der er omfattet af § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.
Stk. 6. Sagerne behandles som politisager. Ved sager efter stk. 2 kan retsmidlerne i retsplejelovens kapitel 73 anvendes i samme omfang som i statsadvokatsager.
§ 34. Skønnes en overtrædelse af bestemmelser om tilvirkning, udskæring og vejning af bacon samt vilkår efter § 4 eller regler efter § 16, stk. 2, ikke at ville medføre højere straf end bøde, kan landbrugsministeren tilkendegive den pågældende, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, såfremt den pågældende erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde.
Stk. 2. Med hensyn til den i stk. 1 nævnte tilkendegivelse finder bestemmelsen i retsplejeloven om indhold af anklageskrift i politisager tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter vedtagelse inddraget eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.
Stk. 4. Bøder for de i stk. 1 omtalte overtrædelser tilfalder en fond under landbrugsministeriet, hvis midler anvendes til de udgifter, der er forbundet med kontrollen med tilvirkning af bacon.