← Lov om international fuldbyrdelse af straf m.v.

§ Lov om international fuldbyrdelse af straf m.v. · kapitel 8 af 13

Kapitel 2 – *Begæringer om fuldbyrdelse.*

LOV nr 323 af 04/06/1986

Artikel 15

1. Alle anmodninger, der er omhandlet i denne konvention, skal fremsættes skriftligt. De skal tillige med alle meddelelser, som er nødvendige ved anvendelsen af denne konvention, fremsendes enten af justitsministeriet i den begærende stat til justitsministeriet i den anmodede stat eller, såfremt de pågældende kontraherende stater træffer aftale herom, direkte af myndighederne i den begærende stat til myndighederne i den anmodede stat; de skal tilbagesendes gennem de samme myndigheder.

2. I hastende sager kan begæringer og meddelelser sendes gennem den internationale kriminalpolitiorganisation (INTERPOL).

3. Enhver kontraherende stat kan ved at afgive en erklæring til Det europæiske Råds generalsekretær angive, at den agter at anvende andre regler med hensyn til de i stk. 1 omhandlede meddelelser.

Artikel 16

Anmodningen om fuldbyrdelse skal være ledsaget af en original eller en bekræftet afskrift af den afgørelse, hvis fuldbyrdelse begæres, samt af alle andre nødvendige papirer. Straffesagens akter eller en del af disse skal, i original eller bekræftet genpart, sendes til den anmodede stat, såfremt denne stiller krav herom. Den kompetente myndighed i den begærende stat skal bekræfte, at sanktionen er eksigibel.

Artikel 17

Såfremt den anmodede stat finder, at de af den begærende stat tilvejebragte oplysninger er utilstrækkelige til, at den kan anvende denne konvention, kan den anmode om de fornødne supplerende oplysninger. Den kan fastsætte en tidsfrist for modtagelsen af disse.

Artikel 18

1. Myndighederne i den anmodede stat skal uden forsinkelse underrette myndighederne i den begærende stat om foranstaltninger, der er iværksat i anledning af anmodningen om fuldbyrdelse.

2. Myndighederne i den anmodede stat skal i givet fald til myndighederne i den begærende stat fremsende et dokument, der bekræfter, at sanktionen er fuldbyrdet.

Artikel 19

1. Der kan ikke kræves oversættelse af anmodninger eller bilag hertil, jfr. dog stk. 2.

2. Enhver kontraherende stat kan ved at afgive en erklæring til Det europæiske Råds generalsekretær i forbindelse med undertegnelsen eller med deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesdokument forbeholde sig ret til at kræve, at anmodninger og bilag hertil skal være ledsaget af en oversættelse til dens eget sprog eller til et af Det europæiske Råds officielle sprog eller til et bestemt af disse sprog. De øvrige kontraherende stater kan påberåbe sig gensidighed.

3. Denne artikel berører ikke bestemmelser om oversættelse af begæringer og bilag hertil, der måtte være indeholdt i overenskomster eller ordninger, som er gældende eller bliver indgået mellem to eller flere kontraherende stater.

Artikel 20

Bevismateriale og dokumenter, som fremsendes i medfør af denne konvention, behøver ikke at legaliseres.