§ Lov om international fuldbyrdelse af straf m.v. · kapitel 7 af 13
Kapitel 1 – *Almindelige betingelser for fuldbyrdelse.*
LOV nr 323 af 04/06/1986
Artikel 2
Dette afsnit finder anvendelse på:
- a) Sanktioner, der medfører frihedsberøvelse,
- b) bøder eller konfiskation,
- c) rettighedsfortabelser.
Artikel 3
1. En kontraherende stat er i de tilfælde og under de betingelser, der er fastsat i denne konvention, kompetent til at fuldbyrde en i en anden kontraherende stat idømt sanktion, som er eksigibel i den sidstnævnte stat.
2. Denne kompetence kan kun udøves, efter at den anden kontraherende stat har anmodet om fuldbyrdelse.
Artikel 4
1. En sanktion kan ikke fuldbyrdes af en anden kontraherende stat, medmindre den handling, for hvilken sanktionen er idømt, i medfør af denne stats lovgivning ville have været en lovovertrædelse, såfremt den var begået inden for dens eget territorium, og lovovertræderen havde kunnet idømmes straf, hvis han havde begået handlingen deer.
2. Såfremt domfældelsen angår to eller flere lovovertrædelser, hvoraf nogle ikke opfylder de i stk. 1 fastsatte betingelser, skal den dømmende stat angive, hvilken del af sanktionen der vedrører de lovovertrædelser, som opfylder disse betingelser.
Artikel 5
Den dømmende stat kan kun anmode en anden kontraherende stat om at fuldbyrde sanktionen, såfremt en eller flere af følgende betingelser er opfyldt:
- a) såfremt domfældte er fast bosiddende i den anden stat,
- b) såfremt det må antages, at sanktionens fuldbyrdelse i den anden stat vil forbedre mulighederne for domfældtes resocialisering,
- c) såfremt sanktionen, hvor denne medfører frihedsberøvelse, ville kunne fuldbyrdes i fortsættelse af en anden sanktion, der medfører frihedsberøvelse, og som domfældte afsoner eller skal afsone i den anden stat,
- d) såfremt den anden stat er domfældtes oprindelige hjemland og har erklæret sig villig til at påtage sig ansvaret for sanktionens fuldbyrdelse,
- e) såfremt den dømmende stat ikke finder, at den selv kan fuldbyrde sanktionen, end ikke ved at gøre brug af udlevering, og den anden stat er i stand hertil.
Artikel 6
Fuldbyrdelse, der er begæret i overensstemmelse med de foregående bestemmelser, kan alene afslås helt eller delvis i følgende tilfælde:
- a) såfremt fuldbyrdelsen ville stride mod den anmodede stats grundlægggende retsprincipper;
- b) såfremt den anmodede stat anser den pådømte lovovertrædelse for at være af politisk karakter eller for at være en rent militær lovovertrædelse;
- c) såfremt den anmodede stat finder, at der er vægtige grunde til at antage, at domfældelsen er begrundet i eller skærpet under hensyn til race, religion, nationalitet eller politisk overbevisning;
- d) såfremt fuldbyrdelsen ville stride mod den anmodede stats internationale forpligtelser;
- e) såfremt den pågældende handling allerede er genstand for retsforfølgning i den anmodede stat, eller såfremt den anmodede stat beslutter at indlede retsforfølgning for den samme handling;
- f) såfremt de kompetente myndigheder i den anmodede stat har besluttet at undlade retsforfølgning eller at indstille en allerede påbegyndt retsforfølgning vedrørende den samme handling;
- g) såfremt handlingen er begået uden for den begærende stats territorium;
- h) såfremt den anmodede stat ikke er i stand til at fuldbyrde sanktionen;
- i) såfremt begæringen er begrundet i artikel 5, e), og ingen af de øvrige betingelser, der er nævnt i denne artikel, er opfyldt;
- j) såfremt den anmodede stat finder, at den begærende stat selv er i stand til at fuldbyrde sanktionen;
- k) såfremt der på grund af domfældtes alder på det tidspunkt, da lovovertrædelsen blev begået, ikke ville kunne rejses tiltale mod ham i den anmodede stat;
- l) såfremt den pålagte sanktion efter lovgivningen i den anmodede stat ikke længere kan fuldbyrdes på grund af forældelse;
- m) såfremt og i det omfang domfældelsen medfører en rettighedsfortabelse.
Artikel 7
En anmodning om fuldbyrdelse kan ikke fremmes, såfremt fuldbyrdelsen ville stride mod de principper, der er anerkendt i denne konventions afsnit III, kapitel 1.
- b) Virkningerne af overførelse af fuldbyrdelsen.
Artikel 8
Ved anvendelsen af artikel 6, litra l, og det i bilag I, c), til denne konvention omhandlede forbehold betragtes enhver handling, som afbryder eller udsætter en forældelse, og som gyldigt er foretaget af den dømmende stats myndigheder, som havende samme virkning med hensyn til forældelsens beregning i den anmodede stat efter denne stats lovgivning.
Artikel 9
1. En domfældt, der er blevet fængslet i den begærende stat og er blevet overført til den anmodede stat med henblik på fuldbyrdelse, kan ikke sigtes, tiltales, domfældes eller fængsles med henblik på fuldbyrdelse af en straf eller sikkerhedsforanstlatning eller i øvrigt underkastes nogen anden begrænsning i sin personlige frihed for nogen anden forud for overførelsen begået lovovertrædelse end den, der ligger til grund for den dom, der skal fuldbyrdes, undtagen i følgende tilfælde:
- a) Når den stat, der har overført ham, giver sit samtykke. En anmodning om samtykke skal fremsættes, vedlagt alle fornødne dokumenter samt en udskrift af enhver forklaring, som måtte være afgivet af domfældte vedrørende den pågældende lovovertrædelse. Samtykke skal gives, når den lovovertrædelse, med hensyn til hvilken anmodningen fremsættes, i sig selv ville give adgang til udlevering i henhold til den stats lovgivning, der begærer fuldbyrdelse, eller når udlevering kun ville være udelukket på grund af straffens størrelse.
- b) Såfremt domfældte ikke, uanset at han har haft mulighed herfor, har forladt den stat, hvortil han er overført, inden for 45 dage efter sin endelige løsladelse, eller såfremt han er vendt tilbage til den nævnte stats territorium efter at have forladt det.
2. Den stat, der er anmodet om at fuldbyrde dommen, kan dog træffe enhver foranstaltning, der er nødvendig for at fjerne den pågældende fra sit territorium, eller som efter dens lovgivning er nødvendig for at afbryde en forældelse, herunder retsforfølgning uden den pågældendes tilstedeværelse.
Artikel 10
1. Fuldbyrdelsen skal ske i henhold til den anmodede stats lovgivning, og alene denne stat er kompetent til at træffe alle vedkommende afgørelser, herunder vedrørende prøveløsladelse.
2. Kun den begærende stat har ret til at træffe afgørelse i sager vedrørende ansøgning om en fornyet prøvelse af dommen.
3. Begge stater kan udøve retten til amnesti eller benådning.
Artikel 11
1. Når den dømmende stat har fremsat begæring om fuldbyrdelse, kan den ikke længere selv indlede fuldbyrdelsen af en sanktion, som er genstand for denne anmodning. Den dømmende stat kan dog indlede fuldbyrdelsen af en sanktion, der medfører frihedsberøvelse, når domfældte allerede er taget i forvaring inden for denne stats territorium på tidspunktet for begæringens fremsættelse.
2. Retten til fuldbyrdelse skal atter tilkomme den begærende stat:
- a) såfremt den trækker sin anmodning tilbage, før den anmodede stat har meddelt den, at den agter at fremme begæringen,
- b) såfremt den anmodede stat meddeler afslag på at fremme begæringen,
- c) såfremt den anmodede stat udtrykkeligt giver afkald på sin ret til fuldbyrdelse. Sådant afkald er kun muligt, såfremt begge de pågældende stater er enige herom, eller såfremt fuldbyrdelse ikke længere er mulig i den anmodede stat. I det sidstnævnte tilfælde er det anmodede land forpligtet til at give afkald, såfremt den begærende stat anmoder herom.
Artikel 12
1. De kompetente myndigheder i den anmodede stat skal standse fuldbyrdelsen, så snart de får kendskab til en benådning, amnesti eller ansøgning om en fornyet prøvelse af dommen eller til nogen anden afgørelse, der bevirker, at sanktionen ikke længere er eksgibel. Det samme gælder med hensyn til fuldbyrdelsen af en bødestraf, når domfældte har betalt bøden til den kompetente myndighed i den begærende stat.
2. Den begærende stat skal straks underrette den anmodede stat om enhver afgørelse eller proceshandling, der er truffet eller foretaget inden for dens territorium, og som bevirker bortfald af retten til fuldbyrdelse i medfør af stk. 1.
- c) Forskellige bestemmelser
Artikel 13
1. Transit gennem en kontraherende stats territorium af en frihedsberøvet, som skal overføres til en tredje kontraherende stat i medfør af denne konvention, skal tillades på anmodning af den stat, hvor den pågældende er frihedsberøvet. Transitstaten kan stille krav om tilsendelse af ethvert vedkommende dokument, før den træffer afgørelse vedrørende anmodningen. Den person, der skal overføres, skal forblive varetægtsfængslet på transitstatens territorium, medmindre den stat, hvorfra han overføres, anmoder om hans frigivelse.
2. Med undtagelse af de tilfælde, hvor anmodningen om overførelse sker i henhold til artikel 34, kan enhver kontraherende stat nægte at give tilladelse til transit
- a) af en af de i artikel 6, b) og c), anførte grunde,
- b) hvis den pågældende er en af dens egne statsborgere.
3. Såfremt der benyttes lufttransport, gælder følgende bestemmelser:
- a) Hvis det ikke er meningen, at landing skal finde sted, kan den stat, hvorfra den pågældende skal overføres, meddele den stat, hvis territorium skal overflyves, at den pågældende overføres i henhold til denne konvention. I tilfælde af uforudset landing har denne meddelelse virkning som en begæring om foreløbig anholdelse i henhold til artikel 32, stk. 2, og der skal fremsættes en formel begæring om transit.
- b) Hvis det er meningen, at landing skal finde sted, skal der fremsættes en formel begæring om transit.
Artikel 14
De kontraherende stater kan ikke gøre krav på refusion indbyrdes af udgifter, der er en følge af denne konventions anvendelse.