Lov om saltvandsfiskeri (Saltvandsfiskeriloven) § 18
§ 18. Fiskeriministeren kan efter forhandling med fiskeriets hovedorganisationer fastsætte regler for afmærkning af redskaber, pæle og udstyr for at sikre, at den frie sejlads ikke hindres eller vanskeliggøres.
Stk. 2. Hvor der sættes række af bundgarn, bundgarnslignende ruseredskaber eller lignende redskaber, der er indrettet til at klæde vandskorpen (ovenvandsruser), skal der, når redskaberne måler 20 m i ringen eller derover målt efter hele garnets omkreds, dog således at der beregnes højst 2 m for fangståbningen for hvert andet redskab regnet inde fra kysten, holdes en plads åben til gennemsejling af en bredde på mindst 20 m, hvor intet fiskeredskab må udsættes eller voddræt finde sted.
Stk. 3. Afbrækkede pæle skal straks fjernes af den, der sidst har brugt pladsen. Forhindrer vejret, at de afbrækkede pæle optages, skal pælestumperne, indtil vejret muliggør optagelse, afmærkes med en stage med grønt flag, der rager mindst 1,5 m over vandet. Fiskerikontrollen kan straks lade de afbrækkede pæle bortfjerne, når de efter kontrollens skøn kan medføre fare for sejlads eller menneskeliv. Omkostningerne herved kan kræves refunderet hos den, der har pligt til at fjerne pælene, og beløbene kan inddrives ved udpantning.
Stk. 4. Pæle, der ikke benyttes til fiskeri fra sæson til sæson, samt pæle i fjorde, vige, mindre indskæringer af havet og i sundene, herunder Limfjorden og Øresund, skal efter afsluttet fiskeri straks optages. Fiskeriet betragtes ikke som afsluttet, når afbrydelse er sket i kortere tid for tørring eller udbedring af redskaber. Ved fiskeri, hvor tidsrummet mellem sæsonerne ikke overstiger 2 måneder, kan fiskerikontrollen dog tillade, at pælene ikke optages. Fiskerikontrollen kan endvidere tillade at pælene ikke optages mellem forårssæson og efterårssæson, såfremt tidsrummet mellem sæsonerne ikke overstiger 4 måneder. Tilladelse til at undlade at optage pælene kan kun gives, såfremt fiskerikontrollen efter tilsyn ved hver sæsons ophør finder pælenes tilstedeværelse, tilstand og afmærkning forsvarlig.
Stk. 5. Forvolder et skib skade på lovligt udsatte og forsvarligt afmærkede redskaber, er rederen forpligtet til at erstatte skaden, medmindre det godtgøres, at skaden ikke ved sædvanlig agtpågivenhed kunne være afværget.
C. FORHOLDET TIL KYSTEJERNE M.FL.
Kilde: Retsinformation.dk