Lov om saltvandsfiskeri (Saltvandsfiskeriloven) § 17

§ 17. Foranstaltninger eller indgreb, der kan forårsage ulemper eller hindre fiskeriet på fiskeriterritoriet, gøre bundforholdene uegnet til fiskeri eller i øvrigt påvirke den på fiskeriterritoriet værende fauna og flora, må kun foretages efter forhandling med fiskeriministeren.

Stk. 2. Såfremt tilladelse, hvori de i stk. 1 nævnte hensyn varetages, ikke kræves efter anden lovgivning eller statens højhedsret over søterritoriet, meddeler fiskeriministeren tilladelse.

Stk. 3. Tilladelse til foranstaltninger på fiskeriterritoriet, hvis gennemførelse vil være til hinder eller ulempe for det på stedet normalt udøvede erhvervsfiskeri, kan ikke gives, medmindre der samtidig af vedkommende minister er truffet afgørelse med hensyn til spørgsmålet om ydelse af erstatning til de erhvervsfiskere, hvis indtjeningsmuligheder vil blive berørt af den pågældende foranstaltning, eller dette spørgsmål er henvist til afgørelse ved et nævn, jfr. stk. 4.

Stk. 4. Spørgsmålet om, hvorvidt tab lides og erstatninger herfor bør ydes, samt om størrelsen af erstatninger kan af vedkommende minister og fiskeriministeren henvises til afgørelse af et nævn bestående af 3 medlemmer. Af medlemmerne vælges 1 medlem af fiskeriministeren og 1 medlem af vedkommende minister, medens formanden vælges af de således udpegede 2 medlemmer. Såfremt enighed om valg af formand ikke opnås, sker udpegning af formand af præsidenten for den pågældende landsret. Nævnet bestemmer selv procedureformen og kan til vejledning tilkalde sagkyndige skønsmænd, som har særligt kendskab til den slags fiskeri, der berøres af den pågældende foranstaltning. Før sager indbringes for nævnet, kan den pågældende minister kræve sikkerhed for sagsomkostningerne af den sammenslutning eller de personer, i hvis interesse sagen rejses, og gøre indbringelsen betinget af, at sådan sikkerhed stilles. Nævnet afgør dog selv endeligt, hvem der skal betale sagens omkostninger. Nævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Eventuel fastsat erstatning erlægges inden 15 dage efter afgørelsens forkyndelse, såfremt intet andet er bestemt i denne.

Stk. 5. Erstatningen kan helt eller delvis tillægges den lokale fiskeriforening, hvor en sådan findes, til anvendelse efter foreningens nærmere bestemmelser til dækning af opståede tab.

Stk. 6. Efterkommelse af nævnets afgørelse er vilkår for den pågældende tilladelses meddelelse eller opretholdelse.

B. FORHOLDET TIL SKIBSFARTEN

Kilde: Retsinformation.dk