← Lov om saltvandsfiskeri (Saltvandsfiskeriloven)

§ Lov om saltvandsfiskeri (Saltvandsfiskeriloven) · kapitel 6 af 9

Kapitel 6 – *KONTROLBESTEMMELSER*

LOV nr 306 af 04/06/1986

§ 38. Tilsynet med overholdelse af bestemmelserne i denne lov og de i henhold til loven givne forskrifter m.v. påhviler den under fiskeriministeriet hørende fiskerikontrol.

Stk. 2. Politiet yder tilsynsmyndigheden bistand ved udøvelsen af dens opgaver. Justitsministeren kan efter forhandling med fiskeriministeren fastsætte nærmere regler herom.

Stk. 3. Tilsynsmyndigheden har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til fiskerfartøjer, fisketransportfartøjer, og i øvrigt overalt, hvor fisk, alger, krebs- og bløddyr eller dele deraf opbevares, transporteres og behandles m.v.

Stk. 4. Tilsynsmyndigheden kan herunder foretage undersøgelser, udtage prøver eller lade prøver udtage, foretage kontrolvejning, indhente dokumentation og oplysninger, samt meddele påbud og forbud i det omfang og på de områder, hvor det skønnes nødvendigt for tilsynets udøvelse.

Stk. 5. Fiskeriministeren fastsætter de nærmere regler til gennemførelse af stk. 1-4.

Stk. 6. Fiskeriministeren kan fastsætte bestemmelse om indretning og drift af fiskerfartøjer, fisketransportfartøjer og virksomheder, hvor det skønnes nødvendigt for tilsynets udøvelse.

§ 39. De ansvarlige for et parti fisk, alger, krebs- og bløddyr eller dele heraf er pligtige at være fiskerikontrollen behjælpelige ved udøvelse af tjenstlige handlinger og har ret til at overvære udøvelse af sådanne handlinger.

§ 40. Partier af fisk, alger, krebs- eller bløddyr, der er fisket i strid med forskrifter om fiskeriets udøvelse, må ikke opbevares, transporteres eller behandles m.v. Sådanne fisk, alger, krebs- og bløddyr skal straks efter fangsten genudsættes, så vidt muligt i levende tilstand.

Stk. 2. Aftagere og modtagere af partier af fisk, alger, krebs- og bløddyr eller dele deraf, som er fisket i strid med de i stk. 1 nævnte forskrifter, eller hvis indhold ikke er i overensstemmelse med forskrifter om fangstens sammensætning, kan fri sig for ansvar ved i forbindelse med modtagelsen at gøre anmeldelse til fiskerikontrollen med angivelse af fangstens omtrentlige størrelse og sammensætning samt afsenderens navn og adresse. Anmeldt fisk, alger, krebs- og bløddyr eller dele heraf skal opbevares, således at tilsyn hermed kan udøves, og må ikke transporteres eller behandles m.v. uden samtykke fra fiskerikontrollen.

Stk. 3. For så vidt der forekommer partier af fisk, alger, krebs- og bløddyr eller dele deraf, hvis indhold er i strid med gældende forskrifter, betragtes hele partiet som bestående heraf, medmindre frasortering af den ulovlige del finder sted under fiskerikontrollens tilsyn eller prøveudtagning foretages for at fastslå den ulovlige dels omfang.

Stk. 4. Fiskeriministeren kan meddele undtagelse fra samt fastsætte forskrifter om opbevaring, transport og behandling m.v. af fisk, alger, krebs- og bløddyr eller dele heraf under fredningstider, fiskestop m.v.