§ Lov om saltvandsfiskeri (Saltvandsfiskeriloven) · kapitel 1 af 9
Kapitel 1 – *LOVENS ANVENDELSESOMRÅDE*
LOV nr 306 af 04/06/1986
A. LOVENS GEOGRAFISKE OMRÅDE
§ 1. Denne lov gælder, medmindre andet er bestemt, for fiskeri og opdræt af fisk, krebs- og bløddyr samt alger på dansk fiskeriterritorium samt fiskeri med dansk indregistreret fiskerfartøj uden for det nævnte område.
Stk. 2. Fiskeriministeren kan efter forhandling med fiskeriets hovedorganisationer bestemme, om et område skal være omfattet af denne lov eller lov om ferskvandsfiskeri.
B. ERHVERVSMÆSSIGT FISKERI
§ 2. Hvor fiskeri ikke udøves ifølge særlig adkomst, jfr. § 15, må erhvervsmæssigt fiskeri kun drives af personer og selskaber m.v., der er registrerede af fiskeriministeren i henhold til §§ 3, 4 eller 6.
§ 3. Myndige enkeltpersoner er berettigede til at blive registreret som erhvervsfiskere, når det dokumenteres, at de opfylder følgende betingelser:
-
- dansk indfødsret eller bopæl her i landet i en uafbrudt periode på mindst 2 år umiddelbart forud for registreringen,
-
- beskæftigede med erhvervsfiskeri i de foregående 12 måneder og
-
- mindst 3/5 af deres bruttoindkomst ved personlig virksomhed i de foregående 12 måneder stammer fra erhvervsfiskeri.
Stk. 2. Registrerede erhvervsfiskere skal for at bevare retten til at være registreret på forlangende kunne dokumentere, at de opfylder betingelserne i stk. 1.
Stk. 3. En erhvervsfisker, hvis registrering er bortfaldet, kan blive registreret igen, selv om betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, hvis erhvervsfiskeren godtgør, at betingelserne efter stk. 1 på et tidspunkt - der ligger inden for de sidste 5 år forud for ansøgningen og efter registreringens bortfald - har været opfyldt.
Stk. 4. En registrering efter stk. 3 bortfalder, hvis erhvervsfiskeren ikke inden 18 måneder efter registreringen giver fiskerikontrollen dokumentation for, at han i en periode på 12 måneder efter registreringen har opfyldt betingelserne i stk. 1, nr. 3. I øvrigt finder stk. 2 tilsvarende anvendelse.
Stk. 5. Aktieselskaber, anpartsselskaber, andelsselskaber eller lignende kan registreres som berettigede til at drive erhvervsfiskeri, når mindst 2/3 af deltagerne er registrerede som erhvervsfiskere i medfør af stk. 1 eller som selskaber i medfør af nærværende stykke. Godkendelse kan kun ske, når vedtægterne indeholder bestemmelser om,
-
- at anparter, aktier og andelsbeviser m.v. svarende til 2/3 af selskabets indskudskapital kun kan udstedes eller overdrages til personer eller selskaber, der er registrerede af fiskeriministeren, som berettigede til at drive erhvervsfiskeri,
-
- at 2/3 af de udstedte aktier, anparter og andelsbeviser m.v. skal noteres om denne begrænsning i omsætteligheden, og
-
- at overdragelsen af de noterede aktier, anparter og andelsbeviser m.v. kræver samtykke fra bestyrelsen.
Stk. 6. For aktie- og anpartsselskaber skal det fremgå af vedtægterne, at 2/3 af aktier og anparter skal henføres til en særlig aktie- eller anpartsklasse.
Stk. 7. Aktieselskaber, anpartsselskaber, andelsselskaber og lignende, som inden denne lovs ikrafttræden drev erhvervsfiskeri i henhold til de da gældende regler, bevarer retten til at drive fiskeri og vil kunne registreres af fiskeriministeren som selskab m.v. med ret til at drive erhvervsfiskeri. Disse selskaber må dog kun fortsat drive erhvervsfiskeri, såfremt 2/3 af bestyrelsen er danske statsborgere og er bosat her i riget. Såfremt selskabet ønsker at udvide fangstkapaciteten ud over, hvad der var gældende for det pågældende selskab før lovens ikrafttræden, skal selskabet opfylde betingelserne for nye selskaber som omtalt i stk. 5 og 6.
§ 4. Berettigede til at være registreret som bierhvervsfiskere er myndige enkeltpersoner, der har dansk indfødsret eller har haft bopæl her i landet i en uafbrudt periode på mindst 2 år umiddelbart forud for registreringen, såfremt de opfylder en af nedenstående betingelser:
-
- registrerede hos fiskerikontrollen ved udgangen af 1983 som bierhvervsfiskere,
-
- registrerede erhvervsfiskere,
-
- personer, der igennem 5 år har været registrerede som fritidsfiskere og efter ansøgning til det nedenfor i stk. 3 omtalte nævn opnår tilladelse til at drive bierhvervsfiskeri i et nærmere angivet område. Ansøgningen skal indsendes til nævnet gennem den lokale fiskerikontrol.
Stk. 2. Bierhvervsfiskeri må kun drives personligt og uden anvendelse af medhjælp, lønnet som ulønnet.
Stk. 3. Til endelig administrativ afgørelse af ansøgninger om tilladelse til at drive bierhvervsfiskeri i medfør af stk. 1, nr. 3, nedsætter fiskeriministeren et nævn. Nævnet består af 2 repræsentanter for fiskeriministeriet, 1 repræsentant for Danmarks Havfiskeriforening, 1 repræsentant for Dansk Fiskeriforening, 1 repræsentant for Dansk Kystfiskerforening, 1 repræsentant for Landsorganisationen af Danmarks Detailfiskehandlere, 1 repræsentant for Danmarks Sportsfiskerforbund, 1 repræsentant for Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark, 1 repræsentant for Dansk Amatørfiskerforening og 1 repræsentant for Jydsk Fritidsfiskerforbund. Formanden beskikkes af fiskeriministeren blandt nævnets medlemmer. Fiskeriministeriet er sekretariat for nævnet. Fiskeriministeren fastsætter nærmere regler om nævnets forretningsgang.
Stk. 4. Nævnet skal ved sine afgørelser lægge særlig vægt på, om en imødekommelse af ansøgningen vil være af væsentlig betydning for opretholdelsen af fiskeriet i det pågældende lokalområde. I forbindelse hermed skal der tages hensyn til det i lokalområdet allerede eksisterende erhvervsfiskeri. Nævnet skal endvidere lægge vægt på, om ansøgeren igennem sit hidtidige fritidsfiskeri har erhvervet kendskab til den type fiskeri, der ønskes udøvet. Hvor forholdene måtte gøre det nødvendigt, kan nævnet i tilladelsen fastsætte begrænsninger med hensyn til arten og antallet af redskaber, der må benyttes ved bierhvervsfiskeri.
Stk. 5. De under stk. 1, nr. 2 og 3, registrerede bierhvervsfiskere skal for at bevare denne ret kunne dokumentere, at mindst 1/10 af bruttoindkomsten ved personlig virksomhed i de foregående 12 måneder stammer fra fiskeri.
§ 5. Fiskeriministeren kan fastsætte nærmere regler for fremgangsmåden ved godkendelsen af retten til at drive erhvervs og bierhvervsfiskeri samt for dokumentationen for, at betingelserne for registrering er opfyldt.
Stk. 2. Ved beregning af indkomsten ved personlig virksomhed bortses fra indtægter hidrørende fra borgerligt ombud og offentligt hverv.
§ 6. Personer, som i henhold til § 1, stk. 9, i lov nr. 195 af 26. maj 1965 om saltvandsfiskeri, som ændret ved lov nr. 209 af 16. maj 1978, er registrerede hos fiskerikontrollen som landbrugere med ret til at drive fiskeri i forbindelse med landbrug, bevarer denne ret.
§ 7. Fiskeriministeren kan meddele tilladelse til, at personer bliver registreret som erhvervs- eller bierhvervsfisker i henhold til § 3, stk. 1, og § 4, når særlige helbredsmæssige eller sociale hensyn taler herfor.
Stk. 2. Fiskeriministeren kan meddele tilladelse til, at personer, der overtager en igangværende fiskeribedrift eller andel heraf ved arv eller overtagelse af uskiftet bo, kan fortsætte fiskeriet, uanset at betingelserne i § 3 ikke er opfyldt.
§ 8. Det er forbudt andre end de i § 3 nævnte at tilvirke eller omlade fisk på dansk fiskeriterritorium uden tilladelse fra fiskeriministeren.
§ 9. (* 3) Fiskerfartøjer, der anvendes til erhvervsmæssigt fiskeri, skal være dansk indregistrerede, og 2/3 af besætningen skal have dansk indfødsret eller have haft bopæl her i landet i en uafbrudt periode på mindst 2 år umiddelbart før ansættelsesforholdet påbegyndes.
§ 10. (* 1) For personer og selskaber m.v., der driver fiskeri med fiskerfartøjer, der er indregistrerede i andre EF-medlemslande, finder bestemmelserne i §§ 3-9 kun anvendelse i det omfang, det er i overensstemmelse med de forpligtelser, der følger af Danmarks medlemskab af De europæiske Fællesskaber.
Stk. 2. Fiskeriministeren kan meddele undtagelse fra bestemmelserne i §§ 3 og 9, når det skønnes af interesse for fiskeriets udvikling, ligesom der ved overenskomst med fremmed stat kan gøres undtagelse fra nævnte bestemmelser.
C. ANDRE FORMER FOR FISKERI
§ 11. Enhver kan drive lystfiskeri med stang, pilk eller lignende lette håndredskaber.
§ 12. Fiskeri, som ikke er omfattet af §§ 3, 4, 6 eller 11, jfr. desuden § 15, er fritidsfiskeri.
Stk. 2. Berettigede til personligt at drive fritidsfiskeri er dog enhver, som opfylder nedenstående betingelser:
-
- fyldt 12 år,
-
- fast bopæl her i landet og
-
- ikke registreret som erhvervs- eller bierhvervsfisker m.v. i henhold til § 3, stk. 1 eller 3, og § 4, stk. 1, eller § 6.
Stk. 3. Fiskeriministeren fastsætter efter forhandling med det i henhold til stk. 4 nedsatte udvalg nærmere regler for arten og antallet af fiskeredskaber, som fritidsfiskere må anvende.
Stk. 4. Fiskeriministeren nedsætter et udvalg til rådgivning i forbindelse med fastsættelse af regler vedrørende udøvelse af fritids- og lystfiskeri. Udvalget består af 1 repræsentant for Danmarks Havfiskeriforening, 1 repræsentant for Dansk Fiskeriforening, 1 repræsentant for Dansk Kystfiskerforening, 1 repræsentant for Danmarks Sportsfiskerforbund, 1 repræsentant for Ferskvandsfiskeriforeningen i Danmark, 1 repræsentant for Dansk Amatørfiskerforening, 1 repræsentant for Jydsk Fritidsfiskerforbund, 1 repræsentant for Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser og 1 repræsentant for fiskeriministeriet. Formanden beskikkes af fiskeriministeren blandt nævnets medlemmer.
Stk. 5. Fiskeriministeren fastsætter nærmere regler om udvalgets forretningsgang.
§ 13. Fiskeriministeren kan fastsætte de foranstaltninger vedrørende fiskeriets udøvelse, der er nødvendige for, at der ved statens foranstaltning eller statens godkendelse kan iværksættes undersøgelser, herunder videnskabelige fiskeriundersøgelser, på dansk fiskeriterritorium. Sådanne undersøgelser kan gennemføres uanset de øvrige bestemmelser i denne lov eller i henhold hertil stadfæstede vedtægter.
D. HAVBRUG
§ 14. Opdræt af fisk, krebs- og bløddyr samt alger må kun finde sted efter tilladelse fra fiskeriministeren. Relevante myndigheder og organisationer, som berøres af etableringen, vil blive hørt. En ansøgning om tilladelse efter denne lov gælder samtidig som ansøgning om tilladelse efter anden lovgivning. Fiskeriministeren fastsætter de vilkår, herunder eventuelle krav om tidsbegrænsning, som skal være gældende for sådanne tilladelser.
Stk. 2. Der kan ikke meddeles tilladelse til etablering af nye havbrug i fjordområder.
Stk. 3. Fiskeriministeren fastsætter regler for afgrænsningen af fjordområder.
Stk. 4. Fiskeriministeren kan, når særlige grunde taler derfor og de berørte myndigheder og organisationer, jfr. stk. 1, intet har at indvende derimod, meddele undtagelse fra stk. 2 for så vidt angår større og åbne fjordområder.
Stk. 5. Etablering af opdrætsanlæg må ikke ske nærmere end 565 m fra hver side og 50 m ud for yderste pæl af lovligt etablerede bundgarn, bundgarnslignende ruseredskaber eller lignende redskaber, der er indrettet til at klæde vandskorpen (ovenvandsruser).
Stk. 6. Efter forhandling med fiskeriets hovedorganisationer kan der i forbindelse med tilladelse til opdræt udstedes helt eller delvist forbud mod fiskeri.
Stk. 7. For sådanne tilladelser kan fiskeriministeren fastsætte et årligt gebyr, som benyttes til ophjælpning af fiskebestanden og forskning i akvakultur.
E. SÆRLIGE RETTIGHEDER
§ 15. Fiskeri må ikke udøves på sådan måde, at der sker indgreb i de rettigheder, som i henhold til §§ 13 A og 13 B i lov om afløsning af statens overtagelse af retten til fiskeri med ålegårde og andre særlige rettigheder til fiskeri på søterritoriet er tillagt udøvere af afløste ålegårdsrettigheder eller særlige fiskerirettigheder indtil disse rettigheders endelige bortfald, jfr. fornævnte lovs § 1, jfr. § 14.