Lov om saltvandsfiskeri (Saltvandsfiskeriloven) § 4

§ 4. Berettigede til at være registreret som bierhvervsfiskere er myndige enkeltpersoner, der har dansk indfødsret eller har haft bopæl her i landet i en uafbrudt periode på mindst 2 år umiddelbart forud for registreringen, såfremt de opfylder en af nedenstående betingelser:

    1. registrerede hos fiskerikontrollen ved udgangen af 1983 som bierhvervsfiskere,
    1. registrerede erhvervsfiskere,
    1. personer, der igennem 5 år har været registrerede som fritidsfiskere og efter ansøgning til det nedenfor i stk. 3 omtalte nævn opnår tilladelse til at drive bierhvervsfiskeri i et nærmere angivet område. Ansøgningen skal indsendes til nævnet gennem den lokale fiskerikontrol.

Stk. 2. Bierhvervsfiskeri må kun drives personligt og uden anvendelse af medhjælp, lønnet som ulønnet.

Stk. 3. Til endelig administrativ afgørelse af ansøgninger om tilladelse til at drive bierhvervsfiskeri i medfør af stk. 1, nr. 3, nedsætter fiskeriministeren et nævn. Nævnet består af 2 repræsentanter for fiskeriministeriet, 1 repræsentant for Danmarks Havfiskeriforening, 1 repræsentant for Dansk Fiskeriforening, 1 repræsentant for Dansk Kystfiskerforening, 1 repræsentant for Landsorganisationen af Danmarks Detailfiskehandlere, 1 repræsentant for Danmarks Sportsfiskerforbund, 1 repræsentant for Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark, 1 repræsentant for Dansk Amatørfiskerforening og 1 repræsentant for Jydsk Fritidsfiskerforbund. Formanden beskikkes af fiskeriministeren blandt nævnets medlemmer. Fiskeriministeriet er sekretariat for nævnet. Fiskeriministeren fastsætter nærmere regler om nævnets forretningsgang.

Stk. 4. Nævnet skal ved sine afgørelser lægge særlig vægt på, om en imødekommelse af ansøgningen vil være af væsentlig betydning for opretholdelsen af fiskeriet i det pågældende lokalområde. I forbindelse hermed skal der tages hensyn til det i lokalområdet allerede eksisterende erhvervsfiskeri. Nævnet skal endvidere lægge vægt på, om ansøgeren igennem sit hidtidige fritidsfiskeri har erhvervet kendskab til den type fiskeri, der ønskes udøvet. Hvor forholdene måtte gøre det nødvendigt, kan nævnet i tilladelsen fastsætte begrænsninger med hensyn til arten og antallet af redskaber, der må benyttes ved bierhvervsfiskeri.

Stk. 5. De under stk. 1, nr. 2 og 3, registrerede bierhvervsfiskere skal for at bevare denne ret kunne dokumentere, at mindst 1/10 af bruttoindkomsten ved personlig virksomhed i de foregående 12 måneder stammer fra fiskeri.

Kilde: Retsinformation.dk