Lov om beskatning af fonde, visse foreninger og institutter m.v. § 1

§ 1. Skattepligt i henhold til denne lov omfatter:

    1. Fonde, der er a) registreringspligtige i henhold til lov om fonde og visse foreninger, b) fritaget for registreringspligt efter § 1, stk. 3, i den under litra a nævnte lov, c) registreringspligtige i henhold til lov om erhvervsdrivende fonde eller d) fritaget for registreringspligt efter § 1, stk. 5, i den under litra c nævnte lov. Skattepligten efter denne bestemmelse omfatter ikke fonde omfattet af nr. 4 eller af lov om realrenteafgift af visse pensionskapitaler m.v.
    1. Foreninger, der er registreringspligtige i henhold til lov om fonde og visse foreninger, for så vidt foreningen ikke er skattepligtig efter nr. 3.
    1. Foreninger, der er registreringspligtige i henhold til lov om fonde og visse foreninger, for så vidt angår: a) arbejdsgiverforeninger og fagforeninger, b) andre faglige sammenslutninger, hvis kapital er bestemt til anvendelse til understøttelse af medlemmer under faglig konflikt, samt c) foreninger, hvis midler hovedsagelig hidrører fra de under litra a og b nævnte foreninger, såfremt foreningen har som et formål at understøtte virksomheder eller personer under faglig konflikt eller faktisk yder en sådan understøttelse.
    1. Institutioner som nævnt i det følgende: a) Institutter godkendt i henhold til lov om realkreditinstitutter, b) Kreditforeningen af Kommuner i Danmark, c) Provinsbankernes Reallånefond, Landsbankernes Reallånefond, Dansk Landbrugs Realkreditfond, Danmarks Skibskreditfond samt Dansk Eksportfinansieringsfond, d) finansieringsinstitutter, der opfylder betingelserne for ydelse af statsgaranti i henhold til lov om garantier til finansieringsinstitutter inden for detailhandelen, for så vidt ministeren for skatter og afgifter i hvert enkelt tilfælde træffer bestemmelse herom, e) finansieringsinstitutter, der opfylder betingelserne for statsgaranti i henhold til lov om garantier til finansieringsinstitutter for virksomheder inden for håndværket og den mindre industri, handelen, vognmandserhvervet og andre serviceerhverv, for så vidt ministeren for skatter og afgifter i hvert enkelt tilfælde træffer bestemmelse herom, f) finansieringsinstitutter, der er omfattet af lov om visse kreditinstitutter, for så vidt ministeren for skatter og afgifter i hvert enkelt tilfælde træffer bestemmelse herom, samt g) det i medfør af lov om et finansieringsinstitut for hoteller m.v. oprettede institut, for så vidt ministeren for skatter og afgifter træffer bestemmelse herom.

Kilde: Retsinformation.dk