Lov om begrænsning af tantieme og vederlag m.v. (vederlagsbegrænsningsloven) § 1

§ 1. I aktieselskaber og anpartsselskaber må der for de to første regnskabsår, for hvilke der den 27. marts 1985 eller senere afholdes ordinær generalforsamling (begrænsningsårene), ikke anvendes større beløb til tantieme, vederlag m.v. til de enkelte medlemmer af bestyrelse, repræsentantskab og lignende organer samt til tantieme til de enkelte medlemmer af direktionen end enten:

    1. det beløb, den pågældende eller dennes forgænger har fået tillagt for det regnskabsår, for hvilket der forinden den 27. marts 1985 senest er afholdt ordinær generalforsamling (sammenligningsåret), eller
    1. det beløb, den pågældende eller dennes forgænger i gennemsnit har fået tillagt for de seneste tre regnskabsår, for hvilke der forinden den 27. marts 1985 er afholdt ordinær generalforsamling (sammenligningsårene).

Stk. 2. I selskaber, der kun har to sammenligningsår, kan gennemsnittet af disse års tantieme, vederlag m.v. anvendes ved beregningen af det tilladte beløb. Er der intet sammenligningsår, finder stk. 4 anvendelse.

Stk. 3. Ved forøgelse af antallet af medlemmer af bestyrelse, repræsentantskab, direktion eller lignende organer kan der tillægges det indtrædende medlem et beløb svarende til gennemsnittet af det, som efter denne lov kan anvendes som tantieme, vederlag m.v. til de øvrige medlemmer, som modtager tantieme, vederlag m.v. i det pågældende organ.

Stk. 4. Uanset bestemmelserne i stk. 1-3 er det dog altid tilladt at anvende et beløb af i alt indtil 10.000 kr. til hvert medlem af de nævnte organer.

Kilde: Retsinformation.dk