§ Lov om erhvervsdrivende fonde (erhvervsfondloven) · kapitel 6 af 12
Kapitel 6 – *Årsregnskab og revision*
LOV nr 286 af 06/06/1984
Årsregnskab m.v.
§ 28. For hvert regnskabsår udarbejdes et årsregnskab bestående af balance (status), resultatopgørelse og noter. Der udarbejdes endvidere årsberetning og i moderfonde et koncernregnskab. Disse dele udgør en helhed.
Stk. 2. Bestemmelserne i § 1, stk. 2, § 2, stk. 2, §§ 3-10, kapitlerne 2-8 samt § 63 i lov om visse selskabers aflæggelse af årsregnskab m.v. (årsregnskabsloven) finder tilsvarende anvendelse på erhvervsdrivende fonde med de fravigelser og tilpasninger, der følger af fondes særlige forhold.
Stk. 3. Udøver en fond aktiviteter, der efter deres karakter eller formål adskiller sig væsentligt fra fondens erhvervsmæssige virksomhed,
-
- skal indtægter og udgifter samt aktiver og passiver vedrørende sådanne aktiviteter, i det omfang det er nødvendigt for at opfylde årsregnskabslovens § 4, stk. 2, optages særskilt i årsregnskabet under særlige hovedposter med passende benævnelser og med forklaring i noterne af posternes særlige karakter,
-
- kan finansielle anlægsaktiver vedrørende sådanne aktiviteter værdiansættes anderledes end foreskrevet i årsregnskabslovens §§ 26-29. Disse posters særlige karakter skal forklares i noterne. Fravigelsen skal behørigt begrundes i noterne, der tillige skal angive fravigelsernes indvirkning på fondens aktiver og passiver, økonomiske stilling og resultat.
Stk. 4. Moderfonde, der ikke omfattes af § 1, stk. 2, nr. 1 og 2, og som ej heller, bortset fra konvertible gældsbreve, yder lån til eller stiller sikkerhed for dattervirksomheder, kan, når forholdene taler derfor, udarbejde koncernregnskabet som et sammendrag af dattervirksomhedernes regnskaber. I så fald skal der i årsberetningen gives oplysning om anvendelse af denne fremgangsmåde med angivelse af moderfondens og dattervirksomhedernes samlede årsresultat og af deres samlede egenkapital eller samlede tab opgjort efter reglerne i kapitel 8 i årsregnskabsloven. De nævnte angivelser kan udelades, hvis kapitalinteresserne værdiansættes i moderfondens årsregnskab i medfør af nævnte lovs § 40.
Stk. 5. Er en fond ved en vedtægtsbestemmelse tilknyttet en erhvervsdrivende virksomhed eller en anden fond, skal der redegøres herfor i fondens årsregnskab eller i årsberetningen.
Stk. 6. Industriministeren kan foreskrive særlige skemaer, som fonde skal benytte ved opstilling af årsregnskabet. Industriministeren kan endvidere fastsætte regler om, hvorledes de af stk. 3 omfattede undtagelser skal specificeres og indgå i årsregnskabet.
Revision
§ 29. En erhvervsdrivende fonds årsregnskab og koncernregnskab skal undergives revision af en eller flere revisorer udpeget af bestyrelsen eller i henhold til vedtægten.
Stk. 2. Er der ingen revisor i fonden, udpeger fondsmyndigheden en revisor.
Stk. 3. Revisor skal være myndig. Revisor skal have bopæl her i landet, medmindre fondsmyndigheden undtager fra dette krav eller kravet strider mod internationale forpligtelser eller mod bestemmelser fastsat af industriministeren.
Stk. 4. Mindst en af revisorerne skal være statsautoriseret eller registreret revisor.
Stk. 5. Vælges et revisionsselskab til revisor, skal den, hvem revisionen overdrages, opfylde de i §§ 29 og 31 foreskrevne betingelser.
Stk. 6. Vælges flere revisorer, kan en valgt revisors personale eller medinteressenter ikke vælges som medrevisor. Vælges et revisionsselskab til revisor, kan ingen i revisionsselskabet ansat person vælges som medrevisor.
Stk. 7. Lovens bestemmelser om revisorer finder tilsvarende anvendelse på revisorsuppleanter.
§ 30. Efter at revisionen er afsluttet, skal revisor ved påtegning på regnskabet bekræfte, at revisor har revideret årsregnskabet og det eventuelle koncernregnskab. Revisor skal endvidere i revisionspåtegningen udtale sig om, hvorvidt årsregnskabet og det eventuelle koncernregnskab er udarbejdet i overensstemmelse med lovgivningens og vedtægternes krav til regnskabsaflæggelsen.
Stk. 2. Årsregnskabet og det eventuelle koncernregnskab skal, forsynet med revisionspåtegning, være bestyrelsen i hænde senest to uger, før årsregnskabet tilsendes overregistrator.
§ 31. Til revisor må ikke udpeges eller vælges:
-
- medlemmer af fondens eller dens dattervirksomheders direktion, bestyrelse eller repræsentantskab,
-
- personer, som står i afhængighedsforhold til fonden, til en dattervirksomhed, til medlemmer af fondens bestyrelse eller direktion eller til funktionærer, som har til opgave at sørge for eller kontrollere bogføringen eller forvaltningen af midlerne,
-
- personer, der er knyttet til fondens eller til en dattervirksomheds bestyrelse, direktion eller de i nr. 2 nævnte funktionærer ved ægteskab, fast samlivsforhold eller slægtskab eller svogerskab i ret op- eller nedstigende linie eller i sidelinien så nært som søskende.
§ 32. En revisor kan afsættes af den, der har valgt revisoren, eller af fondsmyndigheden.
§ 33. Bestyrelse og direktion skal give revisor adgang til at foretage de undersøgelser, denne finder nødvendige, og skal sørge for, at revisor får de oplysninger og den bistand, der er nødvendig for udførelse af hvervet. En dattervirksomheds bestyrelse og direktion har tilsvarende forpligtelse over for fondens revisor.
§ 34. Revisor skal revidere årsregnskabet i overensstemmelse med god revisionsskik og herunder foretage en kritisk gennemgang af fondens regnskabsmateriale og dens forhold i øvrigt. Revisor skal herunder efterkomme de krav vedrørende revisionen, som måtte blive stillet af overregistrator eller fondsmyndigheden.
Stk. 2. Revisor skal tillige revidere koncernregnskabet og koncernvirksomhedernes indbyrdes regnskabsmæssige forhold.
§ 35. Revisor skal gøre anmærkning i revisionspåtegningen og give nødvendige supplerende oplysninger, hvis årsregnskabet, årsberetningen eller koncernregnskabet ikke indeholder de oplysninger om fondens, henholdsvis koncernens, aktiver og passiver, økonomiske stilling og resultat eller andre oplysninger, som skal gives, eller hvis årsberetningen er i strid med årsregnskabet eller koncernregnskabet.
Stk. 2. Har revisor ved sin revision fundet, at der foreligger forhold, som kan medføre ansvar for bestyrelsesmedlemmer eller direktører, eller savner revisor fornødne oplysninger om en dattervirksomheds forhold, skal dette oplyses i revisionspåtegningen.
Stk. 3. Revisor kan i øvrigt i påtegningen meddele oplysninger, som revisor anser det for rigtigt at lade komme til overregistrators eller fondsmyndighedens kundskab.
§ 36. Revisor skal til brug for bestyrelsen føre en revisionsprotokol, hvori revisor skal anføre, hvilke revisionsarbejder der er udført, samt eventuelle mangler vedrørende fondens bogholderi og regnskabsforhold. Protokollen forelægges ved alle bestyrelsesmøder, og enhver protokoltilførsel underskrives af samtlige bestyrelsesmedlemmer.
§ 37. Overregistrator og fondsmyndigheden kan pålægge revisor at give oplysninger om fondens forhold.
§ 38. En revisor, der fratræder sit hverv, er berettiget til at meddele den revisor, der træder i stedet, grunden til sin fratræden.
§ 39. For fonde, der er undergivet statslig eller kommunal revision, finder reglerne om revision i kapitel 6 ikke anvendelse.