← Lov om apoteksvirksomhed

§ Lov om apoteksvirksomhed · kapitel 2 af 16

Kapitel 2 – *OPRETTELSE, NEDLÆGGELSE OG FLYTNING AF APOTEKER, APOTEKSFILIALER OG*

LOV nr 279 af 06/06/1984

APOTEKSUDSALG M.V.

§ 4. Indenrigsministeren træffer bestemmelse om oprettelse, nedlæggelse og flytning af apoteker og apoteksfilialer.

Stk. 2. Et apotek eller en apoteksfilial kan dog kun nedlægges eller flyttes i forbindelse med bortfald eller tilbagekaldelse af apotekerbevillingen, eller såfremt apotekeren samtykker heri. Tilsvarende gælder bestemmelse om overførelse af en apoteksfilial fra et apotek til et andet samt omdannelse af en apoteksfilial til et apotek.

§ 5. Ved oprettelse og flytning af et apotek eller en apoteksfilial angiver indenrigsministeren det område, inden for hvilket apoteket eller apoteksfilialen skal ligge.

Stk. 2. Apotekers og apoteksfilialers beliggenhed godkendes af indenrigsministeren.

§ 6. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte en frist for oprettelse eller flytning af et apotek eller en apoteksfilial.

§ 7. Sundhedsstyrelsen meddeler tilladelse til og giver påbud om oprettelse, nedlæggelse og flytning af apoteksudsalg.

Stk. 2. En apoteker kan oprette og nedlægge håndkøbsudsalg og medicinudleveringssteder inden for apotekets naturlige forsyningsområde. Apotekeren underretter sundhedsstyrelsen om sådanne oprettelser og nedlæggelser.

Stk. 3. Sundhedsstyrelsen kan i særlige tilfælde give påbud om oprettelse, flytning eller nedlæggelse af et håndkøbsudsalg eller et medicinudleveringssted.

Stk. 4. Når særlige forhold taler derfor, kan sundhedsstyrelsen påbyde, at et apoteksudsalg eller et håndkøbsudsalg overføres fra et apotek til et andet.

Stk. 5. Apoteksudsalgs beliggenhed godkendes af sundhedsstyrelsen.

§ 8. I særlige tilfælde kan sundhedsstyrelsen meddele tilladelse til, at en læge på nærmere vilkår til sine patienter kan forhandle lægemidler og andre varer, der er indkøbt på et apotek, der er angivet i tilladelsen.

§ 9. Dyrlæger, der har ret til at praktisere her i landet, må udlevere lægemidler, som er indkøbt på et dansk apotek, til brug for dyr, de har under behandling.

Stk. 2. Landbrugsministeren fastsætter bestemmelser om dyrlægers omgang med lægemidler til dyr.

§ 10. Ved afgørelser efter dette kapitel skal indenrigsministeren og sundhedsstyrelsen tage hensyn til, at der bør opnås en rimelig let og sikkerhedsmæssigt forsvarlig adgang til lægemidler til rimelige priser og samfundsmæssige omkostninger, og at det enkelte apotek bør få mulighed for at opnå et rimeligt tilfredsstillende driftsøkonomisk resultat.