§ Lov om menighedsråd · kapitel 2 af 10
Kapitel 2 – *Valg til enkeltmandsposter m.v.*
LOV nr 221 af 16/05/1984
§ 7. Menighedsrådets formand vælges af de valgte medlemmer for et år ad gangen. Valget sker ved hemmelig afstemning.
Stk. 2. Så snart valg af formand har fundet sted, vælges en næstformand til at fungere i formandens forfald. Valget sker efter reglerne i stk. 1.
Stk. 3. Et medlem af menighedsrådet er pligtig at modtage valg til formand eller næstformand. Et medlem er dog kun pligtig at være formand i 4 år.
Stk. 4. Formanden forbereder menighedsrådets møder og indkalder medlemmerne til disse. Formanden leder forhandlinger og afstemninger og drager omsorg for, at menighedsrådets beslutninger udføres.
§ 8. Menighedsrådet vælger af eller uden for sin midte en kirkeværge. Såfremt kasserer- og sekretærforretningerne ikke er knyttet til hvervet som kirkeværge eller en af kirkens funktionærstillinger, vælges tillige en kasserer, en sekretær og en person til på menighedsrådets vegne at give tjenstlige forskrifter og anvisninger til kirkefunktionærerne. Menighedsrådet fastsætter en vedtægt for kirkeværgens og kassererens forretningsområde. Størrelsen af eventuelt honorar til kirkeværgen og kassereren skal godkendes af provstiudvalget. Menighedsrådet kan tegne en kautionsforsikring for kassereren.
Stk. 2. Formanden kan ikke vælges til kasserer eller kirkeværge.
§ 9. Meddelelse om valgene sendes til stiftsøvrigheden gennem provsten.