← Lov om menighedsråd

§ Lov om menighedsråd · kapitel 1 af 10

Kapitel 1 – *Almindelige bestemmelser*

LOV nr 221 af 16/05/1984

§ 1. Der oprettes et menighedsråd for hvert sogn.

Stk. 2. Er der flere kirker i et sogn, og er der til hver kirke henlagt et særskilt distrikt, oprettes et menighedsråd for hvert distrikt.

Stk. 3. Menighedsrådene i et pastorat med to eller flere sogne eller i et sogn med to eller flere kirkedistrikter kan beslutte, at pastoratet eller sognet skal have fælles menighedsråd, når et menighedsmøde, jfr. kap. 8, i hvert af sognene eller distrikterne ønsker det.

Stk. 4. Ved oprettelse af et nyt sogn eller kirkedistrikt kan kirkeministeren bestemme, at det nye menighedsråd skal oprettes, før sognet eller distriktet er oprettet, og fastsætte, hvilke opgaver rådet skal varetage indtil dette tidspunkt.

Stk. 5. Ved oprettelse af et nyt sogn eller kirkedistrikt kan menighedsrådet for den del af sognet eller distriktet, der bliver tilbage, beslutte, at der skal afholdes nyvalg. Beslutningen skal være truffet, før oprettelsen af det nye sogn eller distrikt træder i kraft.

§ 2. Menighedsrådet består af de præster, der er ansat eller konstitueret i pastoratet, samt mindst seks medlemmer, der vælges efter lov om valg til menighedsråd.

Stk. 2. Præster, som uden at være ansat eller konstitueret i pastoratet yder bistand ved dets betjening, har ret til at deltage i rådets møder. De har kun stemmeret, hvis menighedsrådet beslutter det, og da kun i samme omfang som de ansatte præster.

Stk. 3. Antallet af valgte medlemmer fastsættes af biskoppen efter folketallet i menighedsrådskredsen på grundlag af den opgørelse af folketallet pr. 1. januar året forud for valget, der offentliggøres af Danmarks Statistik. Antallet udgør seks for det første tusinde og yderligere et medlem for hvert påbegyndt tusinde, dog ikke over femten i alt. Har to eller flere sogne eller kirkedistrikter fælles menighedsråd fastsættes antallet af medlemmer efter det samlede folketal og fordeles på de enkelte sogne eller distrikter i forhold til folketallet i hvert af dem. Et sogn eller distrikt skal dog have mindst et medlem.

Stk. 4. Når den kirkelige betjening af et pastorat, der består af flere sogne eller kirkedistrikter, er ordnet således, at betjeningen af et enkelt sogn eller distrikt væsentlig er overdraget til en af præsterne, kan det ved regulativ for ordningen af tjenesteforholdet mellem præsterne bestemmes, at hver af dem skal være medlem af sit menighedsråd.

§ 3. Kirkeministeren kan efter forhandling med biskoppen bestemme, at der oprettes menighedsråd for grupper af personer, der udgør en særlig menighed. Kirkeministeren fastsætter regler for sådanne menighedsråds sammensætning og beføjelser.

§ 4. Hvis en valgmenighed i medfør af lov om kirkers brug, sognebåndsløsning m.m. benytter en sognemenigheds kirke, er valgmenigheden efter regler, der fastsættes af kirkeministeren, berettiget til at vælge en repræsentant, der tiltræder menighedsrådet. Repræsentanten har kun stemmeret i sager vedrørende den fælles brug af kirken og kirkegården samt ved valget af læge medlemmer af provstiudvalget.

§ 5. Et nyvalgt menighedsråd afholder et konstituerende møde, inden dets funktionsperiode begynder. Det først valgte medlem indkalder til mødet og leder mødet, indtil formanden er valgt. Spørgsmålet, om en kandidat har mistet sin valgbarhed på grund af straf, behandles på dette møde.

§ 6. De nyvalgte medlemmer afgiver på det konstituerende møde en erklæring på ære og samvittighed om at ville udføre det dem betroede hverv i troskab mod den danske evangelisk-lutherske folkekirke, så at den kan byde gode vilkår for den kristne menigheds liv og vækst.

Stk. 2. Søndagen efter det første møde bekendtgør præsten fra prædikestolen, hvem der er valgt til medlemmer af menighedsrådet, og hvem der er valgt til menighedsrådets formand.