§ Lov om vandløb (Vandløbsloven) · kapitel 11 af 17
Kapitel 11 – *Tilsyn og kontrol*
LOV nr 302 af 09/06/1982
§ 53. Til brug for vandløbsmyndighedernes tilsyn med vandløbene foretager amtsrådet en registrering af de dambrug, der findes inden for amtskommunens område. Ophører driften af et registreret dambrug, skal ejeren meddele dette til amtsrådet, der derefter sletter dambruget af registeret. Registeret ligger til gennemsyn hos amtskommunen.
§ 54. Beskadiges vandløb, diger, bygværker eller andre anlæg omfattet af denne lov, eller foretages foranstaltninger i strid med loven, kan vandløbsmyndigheden meddele påbud om genoprettelse af den tidligere tilstand. Vandløbsmyndigheden kan endvidere meddele påbud om udførelse af manglende vedligeholdelsesarbejder.
Stk. 2. Vandløbsmyndigheden påser, at påbud og forbud efter denne lov efterkommes, og at vilkår fastsat i tilladelser overholdes.
Stk. 3. Er et påbud eller et forbud ikke efterkommet inden udløbet af den fastsatte frist, kan vandløbsmyndigheden foretage det fornødne på den forpligtedes regning.
§ 55. Er der fare for, at betydelig skade kan ske på grund af et vandløbs mangelfulde tilstand eller på grund af usædvanlige nedbørsforhold eller andre udefra kommende usædvanlige begivenheder, kan vandløbsmyndigheden foretage det fornødne uden påbud og på den forpligtedes regning.
§ 56. Miljøministeren kan pålægge vandløbsmyndigheden inden udløbet af en frist at opfylde sine forpligtelser til at udføre arbejder eller at afhjælpe konstaterede mangler. Efterkommes pålægget ikke inden udløbet af fristen, kan ministeren lade arbejdet udføre for vandløbsmyndighedens regning.
§ 57. Kommunalbestyrelsen, amtsrådet, landvæsensretten, miljøstyrelsen eller personer, der af disse myndigheder er bemyndiget til at foretage undersøgelser eller udføre arbejder i øvrigt, har uden retskendelse ret til færdsel langs vandløbene. Ejeren og brugeren har ret til erstatning for skader herved, medmindre færdselen sker til fods eller i forbindelse med vedligeholdelsesarbejder, jfr. dog § 28.
Stk. 2. Politiet yder bistand hertil efter regler, der fastsættes efter forhandling mellem miljøministeren og justitsministeren.
Stk. 3. Legitimation skal forevises på forlangende.
§ 58. Den, der er ansvarlig for forhold eller anlæg, der er omfattet af denne lov, skal efter anmodning fra kommunalbestyrelsen, amtsrådet, miljøstyrelsen eller miljøministeren give alle oplysninger, herunder om økonomiske og regnskabsmæssige forhold, som har betydning for vurderingen af forhold efter loven.
§ 59. Miljøministeren kan pålægge vandløbsmyndigheden at tage spørgsmål, herunder konkrete sager, vedrørende vandløb op til behandling og afgørelse.
§ 60. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om vandløbsmyndighedens tilsyns- og kontrolvirksomhed, herunder om samarbejdet mellem vandløbsmyndighederne og om deres samarbejde med andre myndigheder og om lodsejerrepræsentation ved tilsyn med vandløb.