Lov om visse havanlæg § 7
§ 7. Afgørelser, der efter § 6, stk. 3, eller i henhold til forskrifter fastsat i medfør af § 6, stk. 4, er truffet af energiministeren eller den, der i medfør af § 9, stk. 2, er bemyndiget dertil, kan af vedkommende ejer, bruger eller arbejdstagerorganisation indbringes for et bemandingsnævn.
Stk. 2. Bemandingsnævnet består af en af ministeren udnævnt formand, der skal opfylde de almindelige betingelser for udnævnelse til landsdommer, samt 1 repræsentant for hver arbejdstager- og arbejdsgiverorganisation med tilknytning til virksomhed omfattet af denne lov.
Stk. 3. Repræsentanterne for arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationerne udnævnes af ministeren efter indstilling af de pågældende organisationer.
Stk. 4. Til behandling af de enkelte sager indkalder nævnets formand repræsentanterne for de arbejdstagerorganisationer, inden for hvis tjenesteområde sagerne henhører, samt et tilsvarende antal repræsentanter for arbejdsgivernes organisationer.
Stk. 5. Nævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 6. Energiministeren fastsætter nærmere regler for nævnets virksomhed.
Kilde: Retsinformation.dk