Lov om etablering og benyttelse af en rørledning til transport af råolie og kondensat § 3

§ 3. Enhver, der har pligt til at tilslutte produktionsanlæg til rørledningen, betaler til Dansk Olie & Naturgas A/S:

    1. et beløb til dækning af kapitalomkostningerne vedrørende finansiering af anlægget af olierørledningen med dertil hørende pumpe- og terminalfaciliteter samt eventuelle stikledninger,
    1. et beløb til dækning af øvrige omkostninger ved driften af rørledningen beregnet pr. transporteret enhed råolie og kondensat samt
    1. 5 pct. af værdien af produktionen af råolie og kondensat fra tilslutningspligtige felter.

Stk. 2. De i stk. 1, nr. 1, nævnte kapitalomkostninger omfatter renter og øvrige finansieringsomkostninger på de optagne lån samt afdrag svarende til tilbagebetaling af lånene over 15 år.

Stk. 3. Energiministeren skal godkende de i stk. 1 omhandlede beløb og fastsætter efter forhandling med Dansk Olie & Naturgas A/ S og brugerne nærmere regler for beregningen, fordelingen og betalingen heraf. Ministeren kan for enkelte brugere, hvor omstændighederne ved produktionen fra enkelte felter taler herfor, tillade, at det i stk. 1, nr. 3, omhandlede beløb nedsættes.

Stk. 4. Energiministeren kan med 6 måneders varsel bestemme, at betalingen af det i stk. 1, nr. 3, omhandlede beløb skal erlægges i form af råolie og kondensat.

Kilde: Retsinformation.dk