Lov om etablering og benyttelse af en rørledning til transport af råolie og kondensat § 2

§ 2. Enhver, der indvinder flydende kulbrinter på dansk kontinentalsokkelområde i Nordsøen, skal tilslutte produktionsanlæg til hovedrørledningen eller til en af Dansk Olie & Naturgas A/S anlagt stikledning samt anlægge de installationer og rørledninger, som tilslutningen på et af Dansk Olie & Naturgas A/S fastlagt tilslutningssted nødvendiggør. Indvundet råolie og kondensat, som er bestemt til raffinering eller afsætning i Danmark, skal transporteres igennem rørledningen.

Stk. 2. Dansk Olie & Naturgas A/S har med de begrænsninger, der følger af rørledningens kapacitet, pligt til gennem ledningen at transportere råolie og kondensat indvundet på dansk kontinentalsokkelområde i Nordsøen. Dansk Olie & Naturgas A/S skal opretholde og drive sådanne faciliteter samt anlægge de stikledninger, som denne pligt nødvendiggør.

Stk. 3. Energiministeren kan undtage fra pligterne i henhold til stk. 1 og 2 i tilfælde, hvor transport gennem rørledningen efter ministerens skøn må anses for uøkonomisk eller uhensigtsmæssig.

Stk. 4. Dansk Olie & Naturgas A/S aftaler under forbehold af energistyrelsens godkendelse de nærmere vilkår for tilslutning og transport med brugerne. I tilfælde af uenighed fastsættes vilkårene af energiministeren.

Kilde: Retsinformation.dk