← Værnepligtslov

§ Værnepligtslov · kapitel 2 af 9

Kapitel II – *Udskrivningsmyndighederne*

LOV nr 213 af 30/05/1980

§ 6. Under indenrigsministeriet oprettes en værnepligtsstyrelse, der ledes af en direktør med bistand af et antal udskrivningschefer.

Stk. 2. Værnepligtsstyrelsen forestår afholdelse af sessioner og afgør i øvrigt, om en person 1) er undergivet værnepligt, 2) i henhold til § 13 er forpligtet til at møde for en session, 3) af grunde, der ikke vedrører egnethed og ikke vedrører udelukkelse efter § 4, har krav på, at værnepligten bortfalder for ham.

Stk. 3. Indenrigsministeren kan pålægge værnepligtsstyrelsen andre opgaver.

§ 7. Sessionen bedømmer og udskriver værnepligtige til værnepligtstjeneste. Indenrigsministeren fastsætter regler for sessionernes forretningsgang samt tiden for sessionernes afholdelse i hvert kalenderhalvår.

Stk. 2. Sessionen består af 1) en udskrivningschef som formand, 2) et medlem af en kommunalbestyrelse eller et amtsråd, 3) en sessionsofficer og 4) en sessionslæge.

Stk. 3. De i stk. 2, nr. 2, nævnte medlemmer udpeges af vedkommende amtsråd (i Københavns og Frederiksberg kommuner henholdsvis borgerrepræsentationen og kommunalbestyrelsen) efter regler fastsat af indenrigsministeren.

§ 8. Sessionen træffer afgørelse ved stemmeflerhed.

Stk. 2. Ved stemmelighed i afgørelser om en værnepligtigs egnethed til værnepligtstjeneste gør lægens stemme udslaget. Ved stemmelighed i andre afgørelser gør formandens stemme udslaget.

§ 9. Sessionens afgørelser om en persons egnethed til værnepligtstjeneste kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Sessionens afgørelser om udelukkelse fra værnepligtstjeneste kan af den værnepligtige og af ethvert af sessionens medlemmer indbringes for værnepligtsnævnet. Andre afgørelser truffet af sessionen kan indbringes for værnepligtsstyrelsen.

Stk. 2. Medmindre værnepligtsnævnet bestemmer andet, kan afgørelser om udelukkelse fra værnepligtstjeneste ikke indbringes for nævnet senere end 4 uger fra det tidspunkt, da afgørelsen er meddelt den værnepligtige. Indenrigsministeren kan i øvrigt fastsætte frister for klage over sessionsafgørelser.

§ 10. Indenrigsministeren nedsætter et værnepligtsnævn. Nævnet består af en formand, der skal være dommer, og 8 andre medlemmer, hvoraf 4 indstilles af folketinget, 2 af forsvarsministeren, 1 af indenrigsministeren og 1 af justitsministeren. Der udpeges en stedfortræder for hvert medlem. Medlemmer og stedfortrædere udpeges for 4 år ad gangen.

§ 11. Værnepligtsnævnet afgør 1) spørgsmål om fritagelse for værnepligtstjeneste efter § 3, stk. 1, 2) spørgsmål om udsættelse med og fritagelse for værnepligtstjeneste efter §§ 28 og 29, 3) sager efter § 4, stk. 1, i lov om værnepligtens opfyldelse ved bistandsarbejde i udviklingslande og 4) klager over sessionsafgørelser om udelukkelse fra værnepligtstjeneste efter § 4, Stk. 2. Indbringelse af sager for værnepligtsnævnet har ikke

opsættende virkning, medmindre nævnet bestemmer andet.

§ 12. Værnepligtsnævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 2. Indenrigsministeren fastsætter værnepligtsnævnets forretningsorden. Det kan i denne bestemmes, at visse typer af sager kan afgøres af formanden.