§ Lov om beskyttelse af havmiljøet. · kapitel 17 af 17
Kapitel 17. – *Straf, ikrafttræden og overgangsbestemmelser.*
LOV nr 130 af 09/04/1980
§ 59. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde, hæfte eller fængsel i indtil 1 år den, der
-
- overtræder § 7, stk. 1, § 9, § 15, stk. 1 og 3, § 16, stk. 2 og 3, § 19, stk. 1 og 3, § 22, stk. 1, § 23, § 24, stk. 1, § 25, stk. 1, § 27, stk. 1, § 30, § 33, stk. 1, 5 og 6,
-
- undlader at indhente klassifikation efter § 18,
-
- tilsidesætter vilkår knyttet til en tilladelse efter § 7, stk. 2, § 29, stk. 1, og efter § 33, stk. 3,
-
- undlader at foretage indberetning efter § 40, stk. 1-3, samt § 41 eller undlader at meddele oplysninger efter § 40, stk. 4,
-
- undlader at efterkomme et forbud eller påbud efter § 45, stk. 1-3,
-
- modvirker undersøgelser efter § 44 eller kontrol efter § 47, stk. 2 og 3,
-
- modvirker tilbageholdelse efter § 46, stk. 2.
§ 60. For overtrædelse af § 9, stk. 1 og 2, § 16, stk. 2 og 3, § 27, stk. 1, § 33, stk. 1, kan der pålægges skibets eller platformens ejer eller bruger bødeansvar, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes denne som forsætlig eller uagtsom. For sådant bødeansvar fastsættes ingen forvandlingsstraf.
§ 61. I regler, der udstedes i henhold til § 11, stk. 3, § 14, stk. 2, § 15, stk. 2, § 19, stk. 2, § 20, § 21, § 22, stk. 2, § 24, stk. 2 og 3, § 25, stk. 2, § 26, § 32, § 34, § 42, § 43, § 48 og § 49, kan der fastsættes straf enten af bøde, bøde eller hæfte, eller af bøde, hæfte eller fængsel i indtil 1 år for overtrædelse af bestemmelserne i reglerne. I regler, der udstedes i henhold til § 32, stk. 1 og 2, kan der fastsættes bødeansvar for platformens ejer eller bruger, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes denne som forsætlig eller uagtsom. For sådant bødeansvar fastsættes ingen forvandlingsstraf.
§ 62. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, andelsselskaber, anpartsselskaber eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.
§ 63. Sagerne behandles som politisager. Retsmidlerne i retsplejelovens kap. 72 og 73 kan anvendes i samme omfang som i statsadvokatsager.
Stk. 2. Indtræder strafansvar efter §§ 59-61, kan det pågældende skib eller den pågældende platform tilbageholdes af de i § 47, stk. 1, nævnte myndigheder eller af politiet på disse myndigheders vegne, indtil bøder og sagsomkostninger er betalt eller der er stillet sikkerhed for betalingen. Sker dette ikke senest 2 måneder efter sagens endelige afgørelse, kan der søges fyldestgørelse i skibet.
§ 64. Tidspunktet for lovens eller dele af lovens ikrafttræden fastsættes af miljøministeren.
Stk. 2. Loven kan sættes i kraft for geografisk afgrænsede områder.
§ 65. Miljøministeren kan undtage visse kategorier af skibe fra reglerne i kap. 5.
§ 66. Følgende lovbestemmelser ophæves, jfr. dog §§ 67-69:
-
- lov om foranstaltninger mod forurening af havet med olie (miljøministeriets lovbekendtgørelse nr. 134 af 28. marts 1978),
-
- lov nr. 290 af 7. juni 1972 om foranstaltninger mod forurening af havet med andet end olie, som ændret ved lov nr. 312 af 26. juni 1975,
-
- lov nr. 324 af 26. juni 1975 om beskyttelse af havmiljøet i Østersøområdet.
§ 67. Regler, der er fastsat i henhold til de i § 66 nævnte lovbestemmelser, forbliver i kraft, indtil de afløses af regler fastsat i henhold til denne lov. Overtrædelse af reglerne straffes efter de hidtil gældende regler.
§ 68. Afgørelser truffet efter de regler, der er nævnt i §§ 66 og 67, bevarer deres gyldighed, indtil der efter denne lov eller regler fastsat i henhold til denne lov træffes ny afgørelse. Overtrædelse af sådanne afgørelser straffes efter de hidtil gældende regler.
§ 69. Sager, der ved lovens ikrafttræden er under behandling, skal behandles efter de hidtil gældende regler.
§ 70. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som følger af de særlige færøske og grønlandske forhold.
Stk. 2. Efter lovens ikrafttræden for Færøerne kræver dumpning eller afbrænding af stoffer eller materialer på fiskeriterritoriet ved Færøerne tillige tilladelse fra Færøernes landsstyre, jfr. § 27, stk. 1, og § 33, stk. 1.
Stk. 3. Efter lovens ikrafttræden for Grønland kræver dumpning eller afbrænding af stoffer eller materialer på fiskeriterritoriet ved Grønland tillige tilladelse fra ministeriet for Grønland, jfr. § 27, stk. 1, og § 33, stk. 1.
Stk. 4. Afgørelser efter stk. 2 og 3 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Givet på Christiansborg slot, den 9. april 1980
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R
/ ERIK HOLST
Officielle noter
Ingen