§ Lov om beskyttelse af havmiljøet. · kapitel 16 af 17
Kapitel 16. – *Andre bestemmelser.*
LOV nr 130 af 09/04/1980
§ 56. For danske skibes vedkommende skal de i §§ 10-12, 14 og 22 nævnte systemer og anlæg være godkendt af statens skibstilsyn.
Stk. 2. For danske platformes vedkommende skal de i § 13 nævnte systemer og anlæg være godkendt af energiministeren eller den, han bemyndiger dertil.
Stk. 3. De i §§ 10-14 og 22 nævnte godkendte anlæg og systemer skal, for så vidt angår udenlandske skibe og platforme, være godkendt af de kompetente myndigheder i en stat, der har tiltrådt konventionen om beskyttelse af havmiljøet i Østersøområdet eller konventionen om forebyggelse af forurening fra skibe.
§ 57. Tilladelser meddelt i henhold til denne lov eller love, der ophæves ved denne lov, kan til enhver tid ændres eller tilbagekaldes, når hensynet til beskyttelse af havmiljøet gør det fornødent.
§ 58. Bestemmelserne i kapitlerne 2-6 samt 8 og 9 og forskrifter udstedt i medfør af disse finder ikke anvendelse:
-
- når udtømning, udledning eller dumpning sker for at redde menneskeliv eller af hensyn til skibes, luftfartøjers eller platformes sikkerhed, eller
-
- når udflydning skyldes skade på skibet eller platformen, skade på skibets eller platformens udstyr eller uundgåelig lækage, forudsat at der, efter at skaden eller lækagen er blevet konstateret, er iagttaget alle rimelige forholdsregler for at undgå eller formindske udflydning, medmindre ejeren, brugeren eller føreren af skibet eller andre, der udfører arbejde i skibets tjeneste, eller ejeren, brugeren eller den for platformen ansvarlige eller andre, der udfører arbejde i platformens tjeneste, har handlet forsætligt eller burde have forudset skaden.