§ Lov om gasinstallationer og installationer i forbindelse med vandledninger og afløbsledninger · kapitel 2 af 5
Kapitel 2 – *Autorisationer*
LOV nr 250 af 08/06/1978
§ 2. Kun personer eller virksomheder, der har opnået autorisation som gas-, vand- og sanitetsmester (VVS-installatør), henholdsvis kloakmester, må udføre arbejder ved
-
- gasinstallationer fra og med tilslutning til forsyningsledning (hovedledning), forsyningsanlæg eller gasflasker,
-
- vandinstallationer fra og med tilslutningen til forsyningsledningen (hovedledningen), med mindre tilslutningen sker til et forsyningsanlæg for en enkelt forbruger, samt
-
- afløbsinstallationer og dertil hørende kloakledninger til og med tilslutningen til hovedkloak/gadekloak.
Stk. 2. Undtaget fra kravet om autorisation er arbejder, som af gas- og vandforsyningsvirksomheder eller kloakanlæg ved eget personale udføres ved installationer, som de forsyner med gas eller vand, eller som er tilsluttet deres kloaksystem.
Stk. 3. Ministeren for offentlige arbejder kan helt eller delvis undtage særlige kategorier af de i stk. 1 nævnte arbejder fra bestemmelserne i dette kapitel. Retten til at udføre sådanne arbejder kan gøres betinget af, at vedkommende har bestået en særlig af ministeren godkendt prøve, der afviger fra den almindelige i henhold til § 4, stk. 1, nr. 1), godkendte prøve.
§ 3. Autorisation i henhold til § 2 meddeles af et af ministeren for offentlige arbejder dertil bemyndiget organ.
Stk. 2. Ministeren for offentlige arbejder fastsætter regler om fremgangsmåden ved ansøgning om autorisationer samt om de vilkår, der skal gælde for en autorisation.
Stk. 3. Efter forhandling med Kommunernes Landsforening samt Københavns og Frederiksberg kommuner fastsætter ministeren for offentlige arbejder ordensmæssige forskrifter for udøvelse af virksomhed som autoriseret mester.
Stk. 4. For indehavelse af autorisation opkræves afgifter, hvis størrelse fastsættes af ministeren for offentlige arbejder.
§ 4. Autorisation gives, når følgende betingelser er opfyldt:
-
- Ansøgeren skal have bestået en af ministeren for offentlige arbejder godkendt prøve.
-
- Ansøgeren skal her i landet have fast forretningssted med telefon.
-
- Ansøgeren skal stille en af ministeren for offentlige arbejder i henhold til § 6 fastsat sikkerhed for den forsvarlige udførelse af arbejdet.
-
- Ansøgeren må ikke være umyndig eller under konkurs.
-
- Såfremt der er forløbet mere end 5 år fra den dag, ansøgeren bestod mesterprøven, skal ansøgeren dokumentere, at han inden for de sidste 5 år har haft mindst 1 års praktisk arbejde i branchen.
-
- Ansøgeren skal afgive en skriftlig erklæring om, hvorvidt han inden for de sidste 3 år er straffet for overtrædelse af reglerne i denne lov eller lov om visse forhold vedrørende gas-, vand- og afløbsinstallationer og dertil hørende kloakledninger eller bestemmelser udfærdiget i henhold til disse love, og om, hvorvidt en autorisation er frataget ham i henhold til en af disse love.
Stk. 2. Ministeren for offentlige arbejder fastsætter regler for, under hvilke betingelser de i § 2, stk. 1, nævnte arbejder kan udføres af selskaber eller andre juridiske personer under ledelse af en i virksomheden ansat autoriseret mester, herunder regler for, hvilke af de for opnåelse af autorisation fastsatte betingelser der skal opfyldes henholdsvis af virksomheden og af den autoriserede mester eller af begge. Stk. 3. Hvor forholdene særligt taler derfor, kan ministeren for offentlige arbejder dispensere fra den i stk. 1, nr. 1, anførte betingelse om aflæggelse af prøve, ligesom den autorisationsudstedende myndighed kan dispensere fra de i stk. 1, nr. 2-6, anførte betingelser.
Stk. 4. I det omfang det er nødvendigt for at gennemføre regler fastsat af De europæiske Fællesskaber, fastsætter ministeren for offentlige arbejder bestemmelser om, at personer, der har drevet eller driver tilsvarende virksomhed i et andet medlemsland, og som råder over det nødvendige kendskab til de danske installationsforskrifter, er fritaget for at opfylde betingelserne i stk. 1, nr. 1 og 2.
§ 5. Uanset om en ansøger opfylder betingelserne i § 4 for opnåelse af autorisation, kan udstedelse af autorisation nægtes:
-
- under de omstændigheder, der er nævnt i borgerlig straffelovs § 78, stk. 2,
-
- såfremt ansøgeren i et andet medlemsland inden for De europæiske Fællesskaber er ikendt sanktioner for forhold, der kan sidestilles med de i borgerlig straffelovs § 78, stk. 2, nævnte, eller
-
- såfremt ansøgeren i stilling eller erhverv i øvrigt har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at han ikke vil drive virksomheden på forsvarlig måde.
Stk. 2. Afslag på ansøgning om autorisation begrundet med de i stk. 1, nr. 3, nævnte forhold kan af ansøgeren inden 4 uger efter, at afslaget er meddelt den pågældende, forlanges indbragt for det i § 9 omhandlede nævn. Afslaget skal indeholde oplysning herom.
§ 6. Som vilkår for udstedelse af autorisation i henhold til § 3, stk. 1, jfr. § 2, stk. 1, samt for opretholdelse af autorisation i medfør af § 22, stk. 1, skal der af autorisationens indehaver over for den autorisationsudstedende myndighed stilles en sikkerhed for den forsvarlige udførelse af arbejdet. Sikkerheden skal tjene til dækning af udgifter, der påføres vedkommende gasleverandør, vandværk eller kloakanlæg som følge af mangelfuldt udførte installationer, herunder udgifter til at bringe installationer i forskriftmæssig stand, således at de kan tages i anvendelse af forbrugeren, samt udgifter, som andre har ved at blive pålagt at bringe installationen i en sådan stand.
Stk. 2. Har en kommune eller et kommunalt værk afholdt udgifter som nævnt i stk. 1, kan kommunalbestyrelsen forlange, at den autorisationsudstedende myndighed foranlediger udbetaling af stillet sikkerhed til dækning af udgifterne.
Stk. 3. Efter forhandling med Kommunernes Landsforening, Københavns og Frederiksberg kommuner samt de interesserede organisationer fastsætter ministeren for offentlige arbejder bestemmelser om sikkerhedens størrelse og om, hvorledes sikkerheden stilles, om fremgangsmåden ved anvendelse af sikkerheden samt om genskabelse af anvendt sikkerhed.
Stk. 4. En autorisation bortfalder, såfremt indehaveren ikke inden 1 måned genskaber en anvendt sikkerhed i overensstemmelse med de i henhold til stk. 3 fastsatte regler.
§ 7. En autorisation bortfalder uden særskilt tilbagekaldelse, når indehaveren dør eller ophører med at drive forretning som autoriseret mester eller kommer under konkurs eller undlader efter påkrav at indbetale afgift for autorisation efter § 3, stk. 4.
Stk. 2. Den autorisationsudstedende myndighed kan efter indstilling fra vedkommende kommunalbestyrelse tillade videreførelse i indtil 2 år af en virksomhed, hvor indehaveren af autorisationen er afgået ved døden eller i øvrigt bliver ude af stand til at varetage de funktioner, der ved autorisationens udfærdigelse er forudsat bestridt af den pågældende. Tilladelsen forudsætter, at virksomhedens arbejder udføres under tilsyn og ansvar af en anden autoriseret mester.
§ 8. En kommunalbestyrelse skal i forbindelse med behandlingen af byggesager i henhold til byggelovgivningen påse, at arbejder, der anmeldes og som er omfattet af kravet om autorisation, er udført af personer eller virksomheder, der ifølge reglerne i denne lov er berettiget dertil.
Stk. 2. Dersom en kommunalbestyrelse eller forsyningsvirksomhed konstaterer, at reglerne i denne lov er overtrådt, eller at en autoriseret mester har gjort sig skyldig i øvrige forhold, som vil kunne medføre frakendelse af autorisationen i henhold til § 9, indgiver kommunalbestyrelsen, henholdsvis forsyningsvirksomheden, underretning herom til den autorisationsudstedende myndighed.
§ 9. Såfremt en indehaver af en autorisation har gjort sig skyldig i grov eller oftere gantagen forsømmelighed ved udførelsen af installationsarbejder eller har overtrådt vilkårene for autorisationen, kan den pågældende frakendes autorisationen af et nævn, der nedsættes af ministeren for offentlige arbejder. Begæring om frakendelse kan fremsættes af den autorisationsudstedende myndighed eller af en kommunalbestyrelse.
Stk. 2. Nævnets formand skal være en dommer. I sager vedrørende gas-, vand- og sanitetsmestre tiltrædes nævnet af fire medlemmer, hvoraf de to skal være kommunalt ansatte ingeniører med særligt kendskab til gas-, vand- og sanitetsinstallationer samt to autoriserede gas-, vand- og sanitetsmestre. I sager vedrørende kloakmestre tiltrædes nævnet af fire medlemmer, hvoraf de to skal være kommunalt ansatte ingeniører med særligt kendskab til kloakledninger samt to autoriserede kloakmestre.
Stk. 3. Nævnet kan frakende en autorisation på tid fra 1-5 år eller indtil videre. Stk. 4. Nævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
§ 10. Nævnets afgørelser kan af autorisationens indehaver forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal fremsættes over for den autorisationsudstedende myndighed inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Afgørelsen skal indeholde oplysning herom. Myndigheden anlægger sag mod den pågældende i den borgerlige retsplejes former.
Stk. 2. Anmodning om sagsanlæg har opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling ikke må udøve den virksomhed, tilladelsen vedrører. Hvis frakendelsen findes lovlig ved dommen, kan det i denne bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.
§ 11. Det i § 9 omhandlede nævn kan til enhver tid efter ansøgning ophæve en foretagen frakendelse. Såfremt frakendelsen er sket indtil videre og der er forløbet mindst 5 år efter frakendelsen og mindst 2 år efter, at ophævelse senest er nægtet ved dom, kan ansøgeren, dersom ansøgning om ophævelse afslås, inden for en frist af 4 uger forlange afgørelsen prøvet ved domstolene. § 10, stk. 1, 3. og 4. pkt., anvendes tilsvarende.
§ 12. En autorisation, der er bortfaldet eller frakendt, jfr. § 6, stk. 4, § 7 og § 9, skal af indehaveren eller dennes bo afleveres til den myndighed, der har udstedt autorisationen.
§ 13. Personer eller virksomheder, der ikke har autorisation som gas-, vand- og sanitetsmester eller som kloakmester, eller hvis autorisation er bortfaldet eller frakendt, jfr. § 6, stk. 4, § 7 og § 9, må ikke betegne sig som gas-, vand- og sanitetsmester, VVS-installatør eller kloakmester eller i øvrigt ved annoncering eller på anden måde foretage noget, der er egnet til at vække forestilling om, at sådan autorisation haves.
§ 14. Til at overvåge afholdelsen af de i § 2, stk. 3, og § 4 omhandlede prøver nedsætter ministeren for offentlige arbejder en eller flere eksamenskommissioner, hvis medlemmer udpeges af ministeren for offentlige arbejder efter forhandling med de interesserede organisationer, kommunale sammenslutninger m.v. Ministeren fastsætter regler for kommissionernes virksomhed samt forskrifter for aflæggelse af prøverne. For deltagelse i prøverne erlægges et gebyr, hvis størrelse fastsættes af ministeren for offentlige arbejder og således, at det svarer til udgifterne ved afholdelsen af prøverne.