← Lov om DSB

§ Lov om DSB · kapitel 7 af 9

Kapitel 7. – *Politibestemmelser.*

LOV nr 245 af 08/06/1977

Færdsel og ophold på DSBs område.

§ 44. DSBs område omfatter:

    1. banelinien med tilhørende skråninger, banketter, grøfter, broer og andre anlæg,
    1. stationernes område,
    1. DSBs tog og færger,
    1. forpladser og adgangsveje til stationer og færgesteder.

Stk. 2. Uden DSBs tilladelse må ingen:

    1. færdes eller lade dyr færdes på de dele af DSBs område, som ikke er åbne for offentligheden, eller
    1. tage ophold i erhvervsøjemed, optage film eller fotografere i erhvervsøjemed eller til undervisningsbrug, foretage indsamlinger, omdele tryksager eller lignende på DSBs område.

Benyttelse af private overkørsler og overgange.

§ 45. Trafikanter, der skal passere private overkørsler og overgange, skal udvise særlig forsigtighed. Færdsel over overkørsler og overgange må ikke finde sted, når det kan ses eller høres, at tog nærmer sig. Når sporene passeres, skal dette ske uden unødigt ophold.

Stk. 2. Den, der skal drive eller trække dyr over banen, skal ligeledes udvise særlig forsigtighed og må ikke lade dyr stå stille på overkørslen.

Stk. 3. Særligt langsomt kørende transporter må kun passere overkørslen efter aftale med DSB.

Stk. 4. Led og bomme skal lukkes efter benyttelsen. Under arbejder, som kræver hyppig brug af en overkørsel, kan overkørslen dog holdes åben, når den er under konstant opsyn af en person, der til enhver tid kan standse færdslen over overkørslen.

Stk. 5. Brugeren af en privat overkørsel eller overgang skal straks anmelde mangler ved led eller bomme til DSB.

Stk. 6. Brugeren er endvidere ansvarlig for forseelser, som hans folk under arbejde gør sig skyldig i ved benyttelsen af overkørslen eller overgangen.

Stk. 7. Uvedkommende må ikke benytte private overkørsler og overgange.

Reklamer m.v.

§ 46. Reklamer og andre indretninger må ikke være anbragt således, at de er til ulempe for opfattelsen af DSBs signaler.

Jord- og ledningsarbejder m.v.

§ 47. Uden DSBs tilladelse må der ikke:

    1. foretages udgravninger eller opfyldninger i en sådan nærhed af DSBs grund, at der derved kan opstå fare for driften,
    1. føres ledninger over eller under banen eller
    1. ledes vand til banen eller dennes grøfter.

Forskrifter for publikum.

§ 48. Det er forbudt at hindre den automatiske dørlukning. Når tog eller togdel er i bevægelse, er det endvidere forbudt at stige på eller af vognene eller at hjælpe andre dertil eller at åbne vognenes døre.

Stk. 2. Ind- og udstigning skal ske på den dertil bestemte side af toget og på de dertil bestemte eller anviste steder på stationer og færger.

Stk. 3. Der må ikke udkastes affald eller andre genstande fra tog.

Stk. 4. Nødbremsen i tog må kun benyttes, når virkelig fare foreligger.

DSBs politimyndighed.

§ 49. Enhver, der søger adgang til eller opholder sig på DSBs område, skal rette sig efter de forskrifter til opretholdelse af orden og sikkerhed, der meddeles af DSBs personale, eller som af DSB er bekendtgjort ved opslag på DSBs område eller på anden hensigtsmæssig måde.

Stk. 2. Enhver, der overtræder bestemmelserne i §§ 44 48 og 49, stk. 1, eller forskrifter i henhold til disse bestemmelser, kan af DSBs personale udvises, om fornødent udsættes, fra DSBs område. Hvis den pågældende ikke godtgør, hvem han er, og at han har fast bopæl her i landet, kan han anholdes og skal snarest muligt overgives til politiet.

Stk. 3. Politiet skal efter anmodning bistå DSB i håndhævelsen af DSBs ordens- og sikkerhedsbestemmelser.

Glemte eller tabte genstande.

§ 50. Glemte eller tabte genstande, der findes på DSBs område, og som må antages at være glemt eller tabt af en passager, skal, såfremt ejeren ikke kan findes, opbevares af DSB i 2 måneder og derefter fremlyses i Statstidende.

Stk. 2. Indløses genstandene ikke inden 1 måned efter fremlysningen, kan de sælges ved offentlig auktion, der kan afholdes af DSB uden medvirken af en af justitsministeriet beskikket auktionsleder. Overskuddet af auktionen tilfalder DSB.

Stk. 3. Genstande, der er udsat for hurtig fordærvelse, kan straks sælges bedst muligt.

Overskuddet anvendes som nævnt i stk. 2. Dog kan det fordres udbetalt af rette vedkommende inden 3 måneder efter salget.

Stk. 4. Penge, værdipapirer, særlig værdifulde smykker og lignende skal straks afleveres til politiet tillige med de genstande, sammen med hvilke de måtte være fundet. Det samme gælder let antændelige og eksplosive sager og lignende.

Stk. 5. Reglerne i stk. 1-4 gælder ligeledes for genstande, der er indleveret i DSBs garderober, garderobebokse m.v., men ikke afhentet inden afhentningsfristens udløb.

Havnespor m.v.

§ 51. Inden for de afstande, der fastsættes af ministeren for offentlige arbejder, skal rummet over og på begge sider af alle spor, der ligger på havneområde uden at være bestemt afgrænset fra dette, samt alle spor, der ligger i vej, gade eller plads, der er åben for almindelig færdsel, holdes fri for faste og løse genstande.

Stk. 2. § 47 gælder tilsvarende for de i stk. 1 nævnte spor.

Stk. 3. Ministeren for offentlige arbejder fastsætter efter forhandling med justitsministeren i et ordensreglement de nærmere bestemmelser vedrørende de i stk. 1 og 2 nævnte forhold samt de bestemmelser, der i øvrigt måtte findes fornødne til sikring af driften på sporene.

Adgang til opmåling m.v. på fremmed grund.

§ 52. Enhver grundejer skal efter offentlig bekendtgørelse eller direkte skriftlig henvendelse fra DSB med mindst 8 dages varsel give alle vedkommende adgang til at foretage de jordbundsundersøgelser, opmålinger, udstikninger og afmærkninger i marken, som er nødvendige til planlæggelse af nye baneanlæg eller ændringer af bestående baneanlæg.

Stk. 2. Erstatning for skade, som måtte blive påført grundejeren ved de i stk. 1 nævnte foranstaltninger, fastsættes i mangel af aftale ved taksation efter reglerne i lov nr. 186 af 4. juni 1964 om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.

Bestemmelsernes anvendelse på privatbaner.

§ 53. Ministeren for offentlige arbejder kan bestemme, at reglerne i §§ 44-52 med de fornødne ændringer helt eller delvis skal gælde for jernbaner under privatdrift.

Straffebestemmelser.

§ 54. Med bøde straffes den, der:

    1. overtræder §§ 44-48, § 49, stk. 1, eller § 51, stk. 1 og 2,
    1. forsøger at skaffe sig befordring med ugyldig billet eller kort,
    1. tilsidesætter et pålæg efter § 49, stk. 1, eller
    1. tilsidesætter vilkår for tilladelser efter §§ 44 og 47.

Stk. 2. I forskrifter, der udstedes med hjemmel i § 49, stk. 1, eller § 51, stk. 3, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

§ 55. I sager om de i § 54, stk. 1, nr. 2), nævnte overtrædelser, der ikke skønnes at ville medføre højere straf end en bøde på 2.000 kr., kan DSB tilkendegive den pågældende, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, såfremt han erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angivet frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde.

Stk. 2. Med hensyn til den i stk. 1 nævnte tilkendegivelse finder bestemmelserne i retsplejeloven om indholdet af anklageskriftet i politisager tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter vedtagelsen inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.