Lov om elforsyning (Elforsyningsloven) § 9
§ 9. Ved levering af elektricitet kan i prisen indregnes nødvendige udgifter til brændsel, lønninger og andre driftsomkostninger, administration og salg, driftsmæssige afskrivninger samt forrentning af fremmedkapital. Herudover kan der for de af § 3 omfattede elforsyningsvirksomheder med det i § 10 nævnte elprisudvalgs tiltræden indregnes henlæggelser til nyinvesteringer og forrentning af indskudskapital. For øvrige elforsyningsvirksomheder omfattet af loven er regler fastsat efter stk. 2 vejledende.
Stk. 2. Handelsministeren fastsætter generelle regler for beregning af driftsmæssige afskrivninger og for udvalgets tilslutning til, at der i prisen indregnes henlæggelser til nyinvesteringer og forrentning af indskudskapital, jfr. stk. 1, 2. pkt. Handelsministeren fastsætter endvidere efter samråd med Danske Elværkers Forening regler for regnskabsføring og budgettering.
Stk. 3. For elforsyningsvirksomheder, som i kombineret produktion leverer varme og elektricitet, skal omkostningerne fordeles på de pågældende produkter efter rimelige, driftsøkonomiske principper.
Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1-3 gælder ikke for elforsyningsvirksomheder, som alene leverer elektricitet ved spænding under 500 volt.
Kilde: Retsinformation.dk