← Lov om mælk og konsummælkprodukter (* 1) (* 3)

§ Lov om mælk og konsummælkprodukter (* 1) (* 3) · kapitel 3 af 11

Kapitel 3. – *Myndigheder, godkendelser og tilsyn.*

LOV nr 175 af 07/05/1975

§ 10

Overtilsynet med, at loven og de med hjemmel i loven fastsatte regler overholdes, påhviler landbrugsministeren. Stk. 2. Landbrugsministeren kan henlægge sine opgaver efter loven til veterinærdirektoratet, toldvæsenet og andre centrale myndigheder.

§ 11

Kommunalbestyrelsen fører efter landbrugsministerens nærmere bestemmelse tilsyn med de godkendte besætninger, mejerier og andre virksomheder og med overholdelse af de i medfør af loven fastsatte regler og lader herunder foretage prøveudtagning af og laboratoriemæssig kontrol med mælk, suppleringsleverancer og konsummælkprodukter. Stk. 2. Kommunalbestyrelsen udøver tilsynet gennem en dyrlæge ved en levnedsmiddelkontrolenhed. Kommunalbestyrelsen kan bemyndige dyrlægen til at varetage de opgaver, der påhviler kommunalbestyrelsen i medfør af denne lov. Stk. 3. De i stk. 1 nævnte laboratorieundersøgelser udføres på et laboratorium ved en levnedsmiddelkontrolenhed. Laboratoriet skal, for så vidt angår dette arbejde, godkendes og stå under tilsyn af veterinærdirektoratet. Stk. 4. Veterinærdirektoratet fastsætter regler for tilsynenes udøvelse, herunder for udførelsen af laboratorieundersøgelser.

§ 12

Tilsynsmyndigheder og personer, der af disse myndigheder er bemyndiget hertil, har hver inden for sit område adgang til de i § 6, stk. 1, nævnte besætninger, til de i § 7, stk. 1 og 2, nævnte mejerier og andre virksomheder og til de i § 20 nævnte engrosvirksomheder samt til ethvert transportmiddel, hvori mælk, suppleringsleverancer og konsummælkprodukter er eller agtes indladet. Stk. 2. Tilsynsmyndigheden er berettiget til at foretage eftersyn af mælk, suppleringsleverancer og konsummælkprodukter og til uden vederlag at udtage prøver i det omfang, det er nødvendigt for at undersøge produktet. Det påhviler virksomheden at yde den bistand, der er nødvendig ved foretagelse af tilsynet. Stk. 3. Legitimation skal forevises på forlangende.

§ 13

Godkendelse af og udøvelse af tilsyn med besætninger påhviler kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor besætningen findes. Stk. 2. Tilsynet med konsummælkmejerier samt med transport af mælk, suppleringsleverancer og konsummælkprodukter til og fra disse påhviler kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor komsummælkmejeriet er beliggende. Stk. 3. Tilsynet med suppleringsmejerier samt med transport af mælk og suppleringleverancer til og fra disse påhviler kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor suppleringsmejeriet er beliggende. Stk. 4. Veterinærdirektoratet kan, hvor særlige forhold taler herfor, efter aftale med de berørte kommuner bestemme, at en anden kommunalbestyrelse end den i stk. 1, 2 og 3 nævnte foretager godkendelse og udøver tilsyn. For så vidt angår den af Storkøbenhavns mælkekontrolkommission hidtil udøvede kompetence til at godkende og udøve kontrol med besætninger og mejeriet beliggende uden for Storkøbenhavn, kan denne dog ikke opretholdes ud over den 31. marts 1977.

§ 14

Udgifterne ved godkendelse af besætninger efter § 6 og udgifterne ved de i § 11 omhandlede tilsyn, herunder udgifter til laboratorieundersøgelser, afholdes af den kommune, som efter § 13 foretager godkendelse og udøver tilsyn. Stk. 2. De samlede udgifter afholdt af kommunerne i henhold til stk. 1 fordeles på samtlige landets kommuner efter nærmere af landbrugsministeren fastsatte regler. Stk. 3. Udøves efter en virksomheds ønske kontrol med et større antal besætninger, end det efter landbrugsministerens skøn har været rimeligt i forhold til mængden af fremstillede konsummælkprodukter, skal den del af de afholdte udgifter, der svarer til den overskydende mængde kontrolleret mælk, afholdes af vedkommende virksomhed efter nærmere af landbrugsministeren fastsatte regler.