§ Lov om Danmarks tiltrædelse af De europæiske Fællesskaber (Tiltrædelsesloven) Bilag 2 til loven: Traktat om oprettelse af Det europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF-traktaten) (* 1) · kapitel 5 af 20
Kapitel I – *Almindelige bestemmelser*
LOV nr 21179 af 11/10/1972
Artikel 46
Den Høje Myndighed kan til enhver tid rådføre sig med regeringerne, de forskellige interesserede parter (virksomheder, arbejdstagere, forbrugere og handlende) og deres organisationer såvel som med alle sagkyndige.
Virksomhederne, arbejdstagerne, forbrugerne og de handlende samt deres organisationer er berettiget til at forelægge Den Høje Myndighed forslag og bemærkninger af enhver art vedrørende spørgsmål, som angår dem.
For i overensstemmelse med de Fællesskabet pålagte opgaver at angive retningslinjer til alle interesserede parter for deres virksomhed og for at bestemme dens eget virke på de i denne Traktat fastsatte betingelser skal Den Høje Myndighed i samråd med de ovennævnte organer:
1. løbende undersøge markedsudvikling og pristendenser;
2. med regelmæssige mellemrum opstille vejledende programmer for den påregnede udvikling af produktion, forbrug, udførsel og indførsel;
3. med regelmæssige mellemrum angive generelle mål for modernisering, orientering af fabrikationen på langt sigt og udvidelse af produktionskapaciteten;
4. efter anmodning fra de pågældende regeringer deltage i undersøgelse af mulighederne for i bestående industrier eller ved indførelse af nye virkeområder at genbeskæftige den arbejdskraft, som er blevet ledig på grund af udviklingen på markedet eller som følge af tekniske omlægninger;
5. indhente de oplysninger, der er nødvendige for at bedømme mulighederne for at forbedre arbejdstagernes livs- og arbejdsvilkår i de industrier, som det har ansvaret for, og de farer, der truer disse livsvilkår.
Den offentliggør de generelle mål og programmerne efter at have forelagt dem for Det rådgivende Udvalg.
Den kan offentliggøre de ovennævnte undersøgelser og oplysninger.
Artikel 47
Den Høje Myndighed kan indhente de oplysninger, der er nødvendige for gennemførelsen af dens opgaver. Den kan lade foretage de nødvendige efterprøvelser.
Den Høje Myndighed er forpligtet til ikke at give oplysninger om forhold, som ifølge deres natur er tjenestehemmeligheder, navnlig oplysninger om virksomheder og om deres forretningsforbindelser eller omkostningsforhold. Med dette forbehold skal den offentliggøre alle oplysninger, som kan være til nytte for regeringerne eller alle andre interesserede parter.
Virksomheder, som unddrager sig forpligtelser, der er pålagt dem ved beslutninger vedtaget i medfør af denne artikel, eller som bevidst meddeler urigtige oplysninger, kan af Den Høje Myndighed pålægges bøder, som ikke kan overstige 1 procent af den årlige omsætning, samt tvangsbøder, som ikke kan overstige 5 procent af den gennemsnitlige daglige omsætning for hver dags forsinkelse.
Ethvert brud på tjenestehemmeligheden som begås af Den Høje Myndighed, og som påfører et foretagende tab, kan give anledning til erstatningssøgsmål, som anlægges for Domstolen i henhold til bestemmelserne i artikel 40.
Artikel 48
Virksomhedernes ret til at oprette organisationer berøres ikke ved denne Traktat. Medlemsskab i disse organisationer skal være frivilligt. De kan udøve enhver virksomhed, der ikke strider mod dcnne Traktats bestemmelser eller mod Den Høje Myndigheds beslutninger eller henstillinger.
I de tilfælde, hvor denne Traktat foreskriver, at der skal indhentes udtalelse hos Det rådgivende Udvalg, er enhver organisation berettiget til at tilstille Den Høje Myndighed sine medlemmers bemærkninger til den påtænkte foranstaltning inden for de af Den Høje Myndighed fastsatte frister.
For at få de nødvendige oplysninger og for at lette gennemførelsen af de opgaver, der er betroet Den Høje Myndighed, henvender den sig normalt til producentorganisationerne, forudsat at disse enten lader kvalificerede repræsentanter for arbejdstagere og forbrugere have sæde i deres styrelsesorganer eller i de ved dem oprettede rådgivende udvalg, eller at de på enhver anden måde giver tilstrækkelig plads i deres organisation, for at arbejdstagernes og forbrugernes interesser kan komme til udtryk.
De i foregående stykke nævnte organisationer er forpligtede til at meddele Den Høje Myndighed alle de oplysninger om deres virksomhed, som denne anser for nødvendige. De i denne artikels andet stykke nævnte bemærkninger og de i medfør af fjerde stykke givne oplysninger meddeles ligeledes den pågældende regering af organisationerne.